Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
400 PÅ GUDS VEJE
nødrop. Tærende tørst, som plaget henne nat og dag, gjorde at
også Sissel fra den annen side kom halvt foran henne for at
støtte og læske.
Meek spurte om et og annet, hun svarte adspredt, men hun
skottet rædd på begge sider av ham; ante hun at Karl var der?
Senere flyttet hun sig, og Sissel gled bort igjæn; da kunde hun
ha set Karl; men da var han gåt.
De fant ham senere i stuen Sammenkrøpet, fortvilet. Men han
bad om at få være der, om at få sit gamle værelse igjæn; —
selv om han ikke mere fik se henne — han kunde ikke være
derifra. Kallem turde ikke nægte ham det; faren syntes også at
ønske det. Noget ved hans hele tilstand ængstet dem begge.
Næste formiddag spilte Karl; døren stod åpen dernede, hos
henne stod den på gløtt, det klang avdæmpet og smukt. Han
hadde gåt frem i at spille; stykket kjænte hun ikke; men det tok
henne; hun bad ham hilset, at hun var taknemlig for det. Han
spilte senere et til; næste formiddag spilte han også. Det ændte
med at han måtte få komme op og hilse på henne. Karl lovte
at være stille, å så stille, og bare at bli der et øjeblik. Alt i gangen
tok han på at gå på tærne, og gled in som en skygge. Likevel
hadde han den største møje med at bli herre over sig selv. Men
straks han stod under hennes øjnes magt som i gamle dager, følte
han hun var rædd ham, og at hun helst vilde han skulde gå
igjæn. Dette stemte ham ned; han stod der som en forknyt bøn
om at få bli. Hun kjænte ændringen i ham, Kallem tok hennes
hånd, og hun stillnet av. Jo længer han stod, jo mere synd
syntes hun i ham. Han hadde lidt, han var en god gut, hun
prøvde at smile, ja hun gav sin magre hånd ut. Karl så på
Kallem og tok den ikke, ej heller gik han frem; men bevægelsen
stormet på, og som for at døve den hvisket hun: „Gode Karl!“
Han gik.
Efter dette besøk var han stille og hensunken, som grunnet
han over et forsæt. Han talte sjældnere med Kallem, slet ikke
med nogen annen. Hvær formiddag fik han være med op et
lite øjeblik; spilte for henne der nedenfra, gik hele dagen for
sig selv.
En formiddag han atter spilte, hørte hun på de første anslag
at dette var noget av ham selv. Et par ganger før hadde han
git små stubber hun skjønte var av ham; nu fulgte han nye
mønstre; det særegne ved hans begavelse led under det. Dette
nye stykke var tilsprang til noget større, en vill inledning, liden-
skaper i storm — Gud, dette skal visst være ham selv! tænkte
hun. Langt inni brusen blev det stillt, og da sprang en melodi
frem, troskyldig og væver; mon ikke den skal være mig? Så
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
