Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 399
først, kom og kastet sig om Kallems hals. Han så dårlig ut og
hadde noget uroligt, næsten forvirret. Hans lange hår var i
uorden, hans ovale ansigt, så stort i sig selv, syntes at være blet
større, øjnene i det brænnende, smægtende med en magt som
Kallem ikke kjænte til. De slap ikke hans egne. En bøn i dem
om overbærelse, en historie om stor smærte fulgte efter ham,
hvor han gik. Karl kunde ikke styre sin bevægelse, ikke være
rolig, og da Kallem også måtte tale med faren, gav Karl sig til
at se sig om, være henne ved flygelet, stryke hånden henover
bordene, fingre ved blomsterne, blade i noterne — gik så ut i spise-
stuen, in i kontoret, var der alene, derfra ut i kjøkkenet til Sigrid,
og derute blev han. Kallem så sig gjæntagende om efter ham;
doktor Meek la mærke til det og sa: „Alle vi Meek’er har stærke
følelser. Vi har prøvd at tæmme dem; men han der, han kan
ikke tæmme sine; de stænges in på den ene kanten for at bryte
over på den andre.“ Karl kom in meget forgrått; Kallem ønsket
ikke han skulde op til Ragni; i hvært fall måtte der væntes, til
han blev roligere. Selv forsikkret han at deroppe blev han straks
rolig; han bad inderlig om at få se henne; men det hjalp ikke.
Hele det døgn kom han der ikke; kvællen var værst for henne,
så hun ikke engang fik vite han var der.
Næste formiddag hun var flidd, varskudde Kallem henne om
at doktor Otto Meek var kommet til byen og hadde været der
igår og spurt til henne. „Æn Karl,“ sa hun. — Jo, Karl hadde
været med. — Hun lå en stund uten at sige noget. „Der nede fra
må jeg kunne høre der spilles.“ — ,Ja, når stuedøren åpnes; men
er det værdt —?“ Gangen var varm og avstængt; gjænnem den
blev rummene ovenpå luftet — forsåvidt var intet ivejen. „Men
tror du at du tåler musik?“ — „Jeg længes efter musik,“ svarte
hun. Sissel Aune så på doktoren; hun trodde visst ikke at det
gik. „Karl får ikke lov at hilse på dig?“ Ragni lå og foldet
lakensnippen med den ene hånd; i den andre holdt hun lomme-
tørklæet; hun svarte ikke, det var henne åbenbart imot. „Men
doktor Meek får hilse på dig?“ — „Det kan ikke ungåes?“
Kallem ønsket han skulde se henne. Opover dagen kom doktor
Meek, og Kallem fortalte ham det hele. Karl bad så ydmygt om
han ikke kunde få stå bak de andre ved døren. Han skulde
ikke sige et ord, ikke gjøre en bevægelse og straks gå igjæn.
Kallem syntes synd i ham og kunde ikke nægte det. Han gik
først in og mældte Meek, og så kom denne. Doktor Meeks
svære rygg dækket Karl, som stilte sig ved døren. Ragni lå med
hodet fravændt dagen, altså mot døren. Hun så ikke Karl, men
han fik et glimt av hennes avmagrede, hulkinnede åsyn, av feber-
roserne og de tørre læber; øjnene lignet i sin glans lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
