Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
406 PÅ GUDS VEJE
— så hun ham. Hun tænkte først intet ved det; men det blev
så overvættes tydeligt. Hun så ham ligge, så lang han var, på en
sofa i hans kontor, hun så hele rummet, dets gardiner, bokhyller,
bøker, pulten, to bord, en stor lænestol, flere opslåtte bøker, be-
skrevne papirer, arkvis ved siden av hværandre... hun så hvært
blad, hvært gran og ham selv i en brun klædning hun ikke kjænte.
Men kontoret hadde hun ikke været i siden det blev møbleret,
og disse møbler hadde hun aldrig set, ej heller gardinerne, ej
heller tæpperne, men tvilte likevel ikke om, at det var som hun
så det. Til hvær annen tid vilde dette ha gjort et sælsynt intryk;
nu sluktes det aldeles av at hun så ham; ti han var blet så uttæret
av sorg! Jo nøjere hun så på ham, jo værre blev det. Ja, hun
så ham i slik fortvilelse, at intet før i hennes liv, ikke engang
farens død, hadde tat henne som dette nu tok henne. Hun så
ham kaste sig rundt og storgråte, hun så ham holde hænderne
sammenflættet foran sig, hun så tilsist bare ham, Øjnenes jammer
under de buskete bryn og briller, og et stort øde omkring ham...
Hun vågnet av det i kold sved og med en matthed som kunde
hun ikke røre en hånd. Siden levde hun under trykket av en
uklar frygt; den tok søvnen fra henne. Var det hennes bror,
eller var det gutten det gallt? Lille Edvard lå her ved siden av
henne i åndenød og hoste likesom en langt fraværende. Hans
høje panne syntes ubebodd, hans øje aldrig hos nogen; hans hæn-
der ikke længer småguttens ru næver, ikke livets. Hun skyndte
stundom bort til ham for at få ham hjæm til sig om bare i
et øjekast. Åja, det kom så vidt; men du himmelske Gud! —
hun skulde da vel ikke miste ham? I denne lidelse kjænte hun
sin brors igjæn, kjænte sig hvær gang sammen med ham. Guttens
Skjæbne blev knyttet til Ragnis. I våkne nætter og bange dager
ballet hun det så uopløselig in i hværandre, at begge syntes henne
under én bestemmelse.
Til nu hadde hennes gudsførelse nærmest været frihedstrang
og en aldrig svigtende sandruhed. I angsten blev den til Skjæbne,
ubøjelig, mystisk Skjæbne. Hvær ting skræmte; hun så tegn og
bebudelse. Gutten syntes bare at kunne ligge på den syke siden,
ellers smærtet det så han jamret ... og hvær gang hun skulde
hjælpe, var dette henne uforståeligt. Hun støttet ham op med
luftputer, han svarte med hjærteskjærende bøn om at få være i
fred; hun visste ikke længer hvad som var ret eller rangt. Hun
måtte ikke engang komme nær hans ben, han vilde helst ha
knærne bøjd og det ene knæ i en viss stilling ovenpå det andre...
uforklarlige infall, der skjøt henne til side som overflødig eller
ændog besværlig. Betydde det, at hun skulde vænne sig til at
forstå at hun i grunnen alt var i vejen?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
