Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 407
Dette måtte tilsist slite henne op. Alene angsten fra siste gang
hun rørte ham, til næste hun måtte til igjæn, hadde været nok;
men tankerne hun la i det, gjorde henne gal; hun talte til ingen
om det. Dette med benene forekom henne især så fortvilet
mystisk i sin urimelighed, at hun derigjænnem blev rædd hele
gutten; han var ikke længer hennes. Først sent og tilfældig kom
hun til at opdage hævelse omkring anklerne. Det hadde hun
altid hørt var begynnelsen til ænden; hun kunde knapt vinne sig
ned trapperne til kontoret, der præsten sat i en røksky. Han så
henne blek, forfærdet i hennes hvite natdragt: „Kjære, hvad står
på?“ Han hørte det, fulgte med og så på hævelsen, han også,
la sig på knæ foran sengen med hodet over sine hænder; han
bad. Den vesles korte, overfladiske åndetak, det glinsende, men
dypt likegyldige øje han så på sin far med, skrek til henne over
farens hode. Hun vilde ha bedt, hun også; men gutten skjøv i
det samme faren fra sig med hånden; han tålte ikke tobakslugt.
Dermed skjøv han henne væk fra bønnen.
Doktor Kents lune smil, hans stille, trygge dom, at sygdommen
var den samme som da han første gang opdaget betændelsen,
intet værre var kommet til, hævelsen skrev sig visstnok fra den
uheldige stilling med knærne — lettet dem, så Josefine gråt av
glæde. Han undersøkte urinen, og dette stadfæstet hvad han
hadde sagt.
Den nat fik Josefine sove mer æn på længe, men likevel følte
hun sig mattere æn før.
Atter gik en tid; så kom præsten en kvæll op med doktor Kent
i en viss højtidelighed. Josefine lå påklædd på sengen, rejste sig
i sæte for at stå op, men blev både av Kent og præsten bedt om
at lægge sig ned igjæn. Doktor Kent fortalte at dagen forut var
fru Kallem død. Begge mænn så på Josefine; hun lukket øjnene.
Aldeles stillt en stund. Men ved gjæntagne rykninger i hennes
åsyn skyndte Tuft sig: „Under disse omstændigheder er det bare
bra for Edvard, Josefine. Han tar sig det naturligvis nær nu; men
siden vil det bli bra. Han vil vokse på det.“ Josefine vændte hodet
bort. Øjnene forblev lukket; så brøt gråten frem.
I det samme følte han at han hadde sagt noget inlært noget,
ja at han hadde gjort sig skyldig i råhed. Under guttens sygdom
og i denne tids angstfulle samliv var han ændret. Disse ord fra
en tidligere tilværelse — fordi de fallt i denne stund og på
hennes brænnende smærte; fordi de fallt over deres eget syke
barn — tok selvstændigt liv, blev hans tause følge, „var sendinger
fra Gud“.
Intil disse ord fallt, hadde Josefine i stillhed bedt, når præsten
bad; siden gjorde hun det ikke. Hun følte det som da han i først-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
