Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PA GUDS VEJE 409
Natten efter kom Josefine ned til sin mann, da han sov. Hår-
knuten var gåt op; med det store huløjede ansigt, omgit av ut-
stående sort hår, øjet stirrende og stivt over lampen som hun
holdt, så hun ut som en betagen eller en søvngjænger. Han satte
sig op, og vilde ut av sengen. Hun stanste ham med hånden og sa
entonig: „Jeg vil tale med dig, Ole; jeg kan ikke sove. Denne
min brors hustru vil ta gutten vor.“
Han kjænte alt blodet fare in mot hjærtet. „Hvad siger du?“
hvisket han.
„Vi har været for hårde, vi to. Nu må vi betale; og hun
nøjer sig ikke med mindre.“ — „Kjære Josefine, du er ikke dig
selv længer. La os dog få ta hjælp!“ han styrtet op. — Ja, det
er efter hjælp jeg går. Alle som kan be, må komme nu! Hører
du, Ole!“
„Men kjære —!“
„Eller tror du ikke at I er stærkere æn hun; tror du ikke det?
Du kom nylig hjæm så glad fra bedehuset — å, du kjænner dem,
la dem komme, la dem ændelig komme, Ole, hører du!“ — hun
tok på at suttre og gråte. „Det er dog kristenpligt at hjælpe her,
de kan da ikke se på at hun tar ham fra os!“ Røsten gled ut i
en lang, klagende tone. Han sat på sengkanten, han hadde dradd
på sig underklærne, men stanste nu med benklærne i sine hænder.
„Kjære, kjære, tro dog at Gud har magten og ingen annen. Jose-
fine, du er syk!“ — han var så kjærlig bekymret, og skyndte
sig at få på sig. „Vil du virkelig gå efter dem?“ spurte hun glad
og satte lampen fra sig. „Takk, det tænkte jeg nok! Jeg for-
sikkrer dig hellig, Ole, at det haster!“ — Han skyndte sig også,
men sa: „Du vet, Josefine, vi må være varsomme, når vi ber
om ikke-åndelige ting.“ Dette gjorde henne urolig, hun strakte
sine hænder ut mot ham. Alt på henne var løst og åpent,
ærmerne gled ned — så utrolig mager hun var blet! — en stor
frygt overvældet ham. Hennes ville åsyn, febersyke tale, avpillede
skikkelse ...! „Gud velsigne dig, Josefine, sæt nu ikke alt in på
bønnen heller; — så kunde du falle sammen på det, sa vek som
du er blet!“ — „Tror du da ikke, Ole?“ det kom som et lyn.
„Jo, jo! Men om Guds vilje ikke er vor, kjære barn?“ det
smærtelige minne fra Andersens dødsseng rejste sig; — „det er
miraklet du ber om!“ — „Ja! Javisst! Naturligvis? Hvad ber vi
ellers om?“ — „Vi ber for at komme i samfund med Gud, Jose-
fine; i alle fall gjør jeg det. Så er alt godt, så er mit sinn
styrket — og jeg trænger ofte så forfærdelig til det.“ — „Bøje
Guds hjærte, står der. Står der ikke det? Bøje Guds hjærte?
Ole da! Bøje Guds hjærte? Svar mig!“ — Han var kommet på
knæ ved ovnen med et vedtræ i den ene hånd og en kniv i den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
