Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
408 PÅ GUDS VEJE
ningen av deres samliv var umådelig, og samtidig vilde ha henne
til at synge med. Den gang mærket han intet, nu følte han det
straks. Men nætop derfor måtte han ha samfund, fremfor alt ha
det i bønnen for sit syke barn. Så vændte han sig til Vennerne
i bedehuset: dem var han sikker på. Disse dages smærtelige op-
gjør, hans frygt for guttens liv, hans glædeløse, såre kjærlighed
samlet sig i et stærkt utbrudd, han bad dem be med, han stormet
Guds forbarmelse: måtte han bare finnes værdig til højere sam-
fund med Gud, da var ikke prøven for hård.
Han skinte av trosmagt, da han kom hjæm og fortalte. Når
det stærkeste i ham møtte op, var han som få; men det vilde
så Sjælden til.
Josefines tilstand blev betænkelig. At unvære frisk luft og jævn
søvn uke efter uke og tape matlysten på det i uavladelig spæn-
ning holdt på at knække dette kjærnesunde menneske. I hemme-
lighed talte Tuft til Kent; men her var intet at gjøre, når hun
selv intet vilde.
Mens han våket over hvær bevægelse av henne, måtte han mot
sin vilje en dag meddele henne at Ragni ikke skulde begraves
her, men ved nærmeste landskirke. Deri kungjorde jo svogerens
harm, ja avsky sig på den stærkest mulige måte. Utvilsomt var
det rettet mot selskapet i det hele; men mest mot dem.
Hvad Josefine følte, fik Tuft ikke vite; ham selv gik det nær.
En eneste gang røbet hun hvor utålmodig hun var blet. Han
hadde bøjd sig ned over gutten, men kom litt for nær; Edvard
suttret og skjøv fra sig med hånden. „Men så læg dog av at røke,“
sa hun bittert. Han vændte sig mot henne og svarte sagtmodig:
„Det skal jeg gjøre.“ Da han senere rejste sig, la han bekymret
til: „Idag er han ikke bra.“ — „Nej,“ svarte hun stille; hans måte
at ta det på gjorde henne skamfull.
Doktoren blev hæntet; han var vant til disse brå budsendelser,
så han tok det med ro og ejde den kostelige ævne at meddele
den til andre. Straks syntes forældrene at gutten spiste med
større appetit, og tok mere hensyn til bestemor. Fire ganger om
dag var hun der, og måten hun blev tat mot på, var barometer.
Bestemor hadde været oppe ved sykehuset og set Kallem og
Karl Meek kjøre ut derifra med Ragnis lik. Kisten var hvit og
stod på en sluffe i sort; foran hos kusken sat Sigrid; efter kom
Kallem og Karl Meek i en bredslæde. Det var hele følget.
Fortællingen om denne Ragnis siste rejse kom uforvarende på
dem. Og at Karl Meek var med og alene! Betydde det at Kal-
lem ingen mistanke hadde til ham? Eller, hvad som var rime-
ligere, at han hadde tilgit? Kanske ændog vilde dække over og
således yde henne denne siste tjeneste? Hvem der kunde være
så god!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
