Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
drikke; da det banket på, skvatt hun højt i vejret og kunde ikke
få målet op. Døren åpnedes likevel, Kent lot Kallem gå først.
Et let skrik møtte ham. Hun hadde nær sluppet hvad hun
holdt; for som han så ut! Det var selve døden som kom, knoklet,
skjærende skarp, ikke for at hjælpe, men for at dømme gutten
fra henne; hun kjænte det straks.
Kort, ubarmhjærtig så han på henne, uten gnist av medfølelse,
skjønt også hun var tilredt av sorg. Han så på gutten, da han
var kommet længre frem, og fra nu av var hun ikke til for ham;
hun gled også til side. Kent kom hen og hilste venlig, gik så til-
bake til Kallem. Nu hændte det sædvanlige — det som nylig var
hændt Kallem selv ved siden av doktor Meek —, at Kallems in-
tryk blev doktor Kents, guttens utseende et nyt og gjorde ham
dygtig rædd. Hvad han før hadde skyvd fra sig, nu mældte det
sig av sig selv; — „Empyéme?“ hvisket han på Fransk op til
Kallem, som ikke svarte, men gik nærmere, kjænte guttens bløte,
svake puls, perkutterte ganske let, hørte de overfladiske åndetak,
så på temperaturlisten og på det gutten nylig hadde hostet op.
Derefter en kort overlægning mellem lægerne; —Josefine hørte
hvært gran, skjønt hun stod et stykke ifra på sengens andre side
— guttens seng stod der farens før hadde ståt—; men hun for-
stod ikke de tekniske ord, derfor ikke betydningen. Noget over-
hændig ondt var det, det følte hun; hænderne presste sig sammen
under brystet, mens hun lot øjnene gå fra den ene til den andre.
Kent kom ændelig et par steg nærmere; han vilde bare spørge
om de måtte få lov til at sætte en nålfin sprøjtespiss in i bryst-
hulen. „Er det en operation?“ hvisket hun og måtte støtte sig.
„Det får vi så se,“ svarte han like sagte. Hun seg ned på en
stol. Hennes bror væntet ikke på svar, men drog op sin for-
bindtaske, tok derav noget blinkende tynnt og langt, bøjde sig
over gutten med det. Hun så intet mere; ej heller tænkte hun
— strævde bare med ikke at gi efter; hørte gutten suttre og kalle på
„mor“, ængstelig, gjæntagende; formådde ikke at rejse sig, turde
ikke; hørte Kent sige: „Nu er det over, gutten min“ kunde ikke
se hvad som var over.
Lille Edvard klaget, klaget, vilde ændelig ha mor hen til sengen.
Så prøvde hun et par ganger, men rent umuligt; hennes bror
trykte henne ned, skjønt han ikke engang så derhen.
Så gik det i døren; han var borte — og hun pustet frit op.
Kent kom straks til henne, mild, deltagende: „Her må en opera-
tion til, frue,“ hvisket han. „Hvorfor?“ hun visste jo det nyttet
ikke; hun hadde set det i sin brors åsyn. „Fordi alt skal være
prøvd,“ svarte Kent. I den aller ynkeligste tone bad gutten mor
være der hos ham. „Nu kommer jeg.“ Hun la sig på knæ hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
