Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ham og fallt i gråt over ham. „De gjorde mig ondt,“ klaget han.
Å, om hun kunde ha svart: „for at du kan bli frisk og komme
ut.“ Men ikke engang Kent turde det. Hun lette efter mot til at
forby dem operationen; men hun turde ikke for sin bror. Kent
stod og væntet; det følte hun ændelig og så fortvilet på ham.
Han bøjde sig ned mot henne. „Deres bror plejer at sende nogen
av betjeningen for at desinficere og lage til,“ sa han sagte. „Er
det idag?“ hvisket hun og gråt svært. — „Nej; men rengjøringen
og utluftingen må nok begynne idag. De nærmeste rum må tas
med.“ Hun hadde lagt sit hode ned igjæn hos gutten, hun svarte
intet; hun hørte han gik.
Da præsten kom hjæm, stilet han like op til sykerummet, og
blev ikke lite forundret ved der at finne bestemor og — Sissel
Aune! Den siste hadde vakt, gutten var sær, og vilde ikke vite
av nogen annen æn mor; heller ikke av sin far, han lugtet ænnu
tobak, skjønt røkingen hadde slut. Tuft fant Josefine i kontoret
på hans sofa, fortvilet og opreven, hennes tale sammenhængsløs:
— „Dødsdommen!“ svarte hun til næsten alt han spurte om.
Om eftermiddagen kom en av diakonisserne og tok tilsynet,
nye folk rykket in med henne, deres hjæm var brutt op, sku-
ringen hadde en lyd som høvling på en kiste. Tjenerne i sorg,
gamle bestemor i gråt; og da guttens seng flyttedes in i et annet
rum, og de hørte tråkket, sat forældrene hånd i hånd og bævet.
Tænk om nogen nu sa: „Det er bra for forældrene at gutten
dør. Rigtignok kjænner de det ikke så nu; men de vil vokse på
det“ — tænk om nogen var rå nok til at si dem slikt! Tuft
måtte tale om det til Josefine og bekjænne hvad disse ord hadde
utrettet i ham. Hun trykte taus hans hånd.
Om kvællen, der var blet ro, var de begge oppe hos gutten,
og de syntes han bar dødens mærke. Med morens hånd i sin
sovnet han, og Tuft ledte henne sagte bort. Hun fant sig i at bli
ledet nu; blant den megen flytning som foregik, var også at en
seng til blev sat in i gjæsterummet.
Fra tidlig næste dag sat forældrene hos den lille. Straks de
gik, skulde han flyttes in i sit gamle rum; der var alt i stand for
operationen.
Klokken ti kom lægerne. Josefine lå på sofaen i kontoret.
Hun dækket for sine øren, straks hun hørte dem; tæpperne var
nu tat av, så det svakeste støvleknirk mærkedes. Hun lot sig
ikke trøste, ikke tale til, fallt i hin halvt sanseløse tilstand hun
en gang før hadde svævet om i, vilde op til gutten, han kunde
jo dø mellem deres hænder. Præsten ønsket at tale med lægerne;
men hun hængte sig ved ham, hun måtte med; så gik han ikke.
Bare nogen deroppe flyttet foten, visste hun hvem det var, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
