Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PÅ GUDS VEJE 423
med sin mann og fast grunn under føtterne ... nu hæntet det
henne in og ramte dødelig.
Hun skyndte sig ned i kontoret, mens Tuft ænnu spiste, og la
omslaget på hans pult; sin hat og et sjal hadde hun på, og nu
mere løp æn gik hun avsted mot sin brors hus; det måtte briste
eller bære.
Ad en benvej stilet hun på kirken; husket Oles siste præken
og kom i gråt; for tænk om deres samliv fra først av hadde hat
så frit valg og ejet slike mål! Hun gråt, og hun sprang mot det
forfærdelige hus. Hun skimtet i løvet deroppe til venstre den
hvite murvæg av det andre også, det Kule bodde i, mordinstru-
mentet. Nej, nej, nej, hun hadde ikke bedt ham komme; hun
hadde ingen, ingen del i det der! Jo, hun hadde hørt det foreslå
og funnet det retfærdigt! Somme hadde tat det for en god spas,
andre alvorligt, ja religiøst, Josefine husket hvært ord hun hadde
tidd til, også hvær tanke hun selv hadde hat.
Mord, mord! Der gaves ingen tilgivelse, hun visste det, hvad
vilde hun hos sin bror? Han hadde frælst hennes barn; — noget
utover det vilde han ikke ha med henne at gjøre. Likevel, til
den plet var hun herefter naglet; derhen, om hun skulde dø der!
Hun løp.
Hennes liv var Utskjæmt, hun turde efter dette ikke mere se
et ærligt menneske i øjnene. Med kulde og ondskap hadde hun
dræpt et aldeles, aldeles uskyldigt menneske, lagt sin brors hjæm
øde! Hvor skulde hun herefter leve? Hvad vilde hun nu? Søke
sin retfærdige straf! Ja, men den skulde hun gi sig selv. Først
måtte hun ha set ham, hørt ham og selv fåt tale — ja, fot hun
hadde noget at sige, han visste jo ikke engang som hun ælsket
ham og altid hadde ælsket ham, han kjænte henne jo slet ikke.
Hun gråt, og hun løp.
Hun så ham stå i gården mellem huset og uthusene, bøjd over
noget han holdt på med; hun så ham over ribs- og stikkelsbær-
hækken, hvær gang de højere frugttrær længer inne åpnet sig.
Det gøs i henne; men hun gik på. Snart var hun under parkens
trær, bøjde så ned mot gårdsrummet; alene uthusets vægg skilte
dem; så kom hun helt frem.
I en gul råsilkefrak, kanske den samme han kom i for to år
siden, stod han med opskyvde ærmer — manschetterne var tat av
— og vasket en rejsekuffert under pumpen; alle de papirsedler
som jærnvejopsynet hadde klistret på, den ene over den andre,
skulde løses fra; — tænkte han på at rejse bort? Han var sol-
brænt og mager, i profil syntes åsynet æn skarpere; nu hørte han
hennes steg, og så op.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
