Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XII - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
424 PÅ GUDS VEJE
Så op i hennes forgråtte, bønlige åsyn. Av fordums farverike
toilette intet spor; mørk sommerkjole med bælte om livet, en
bredskygget halmhat med brunt bånd, et tørklæ løst over armen.
Gråten brøt frem, sår, fortvilet: „Edvard!“ Hun kom ikke
længer ...
. .. For han hadde sluppet kufferten, rejst sig rank; en røst
der hadde noget av to oktaver, sa: „Du får ikke min tilgivelse,
Josefine!“ — „Edvard, la mig få forklare mig!“ — hun vændte sig
mot huset, det var en rædsel og fortvilelse over så stræng han
så ut; men han trodde hun vilde de skulde gå in der.
„... Du kommer aldrig in!“— han satte hænderne i siden,
som vilde han stå vakt.
XIII
Tuft gik fra aftensbordet in på studerrummet, men så ikke om-
slaget, fordi han så ikke hen på pulten. Som ofte om kvællen
tok han sig en tur; hadde Josefine været nede, så hadde hun gåt
med, tænkte han. En times tid spaserte han; det var lørdag, og
han ordnet sin præken for morgendagen. Da han kom hjæm,
satte han sig hen til vinduet med en bok han hadde bruk for,
læste, drev, læste igjæn, til klokken blev ti.
Han gik op for at lægge sig, og fant ikke Josefine, heller ikke
inne på hennes eget rum, ja ingensteds huset over. Så drev han
in igjæn på kontoret; han vilde vænte på henne der; hvor kunde
hun også være? Hos en syk? Han visste om ingen. I ren ånds-
fraværelse tok han efter omslaget, mens han drev forbi pulten;
hans navn stod utenpå — skrevet med Josefines hånd! Nu blev
han het og gik til vinduet for bedre at se. Ingen forsegling, men
ovenpå en del papirer lå en seddel med følgende ord fra Josefine:
„Jeg har gåt til ham for mit livs skyll.“ Hvad var dette? —
Et kvarter efter var også Tuft på vejen over ved kirken; også
han mere løp æn gik. Han var den ene skyldige; han hadde i
sin tid ingit Josefine at Ragni var sin første mann utro, derved
sat i gang alt som siden var hændt! Og uten at han hadde været
skinsyk på sin svoger, hadde han næppe tat deres brudd med
kirken, deres omgang med spottere til påskud for at dra sig til-
bake. Selv om svogeren vilde svare: Josefine var jo ikke kristen
nok til av den grunn at være med på at forskyte Ragni, eller av
den grunn straks tænke det værste om en fritænker — da vilde
Tuft svare at det heller ikke er de kristne som gjør slikt; det er
nætop de halvkristne. Den som kjærlighed til Gud er blet livs-
lov, dømmer aldrig; men det gjør de andre så meget ivrigere.
Josefine har været stedt slik at hun ikke kunde bli mere æn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
