Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
— skinsyke! Skinsyke, fordi han var blet alt for Ragni og intet
for henne. Han kunde ha ført de to kvinner sammen; derom
var det ikke muligt at tvile. Hadde han gjort noget for det?
Jo dypere han kom, jo mindre ret hadde han til at være stræng;
han var jo en medskyldig! Hans søsters store øjne fra igår kvæll
... nu hvilte de på ham i den ytterste nød, nu nådde de. Sit liv
igjænnem hadde hun, uklar og sky, når ikke lidenskapen blåste
rent, inneklæmt i unaturlig lære, trossig på sin sandruhed, set ut
efter ham fra år til måned, fra uke til dag. Så kom han og
forkastet henne. Forkastet henne for en som ikke var ham værdig
— sådan tok det sig ut for henne.
Stakkars, stakkars Josefine! Han hadde nok aldrig været noget
for henne, bare gjort henne ondt, og dog hadde hun længtet
trofast efter ham.
Stuerne blev kvalme, og han var rædd; han måtte ut og søke
efter henne. Det lysnet mer og mer, følelsen av morgen gjorde
at han slog verandadørene op; men han hadde intet ærend derute;
tværtom, han måtte stænge dem igjæn, hvis han vilde gå sin vej.
Så steg han ut for at dra dem til igjæn, kom derved til at se til
siden — og i ly av verandaen mot nordenvinden, på Ragnis bænk,
under hans kontorvinduer sat Josefine med sit sjal over knærne.
Hun så ham og krøp sammen som en vingeskutt fugl der ikke
kan komme av pletten, men heller ikke tør sees. Og dog var det
for at bli set hun sat der. Hun kunde ikke være noget annet
sted, hun hadde jo prøvd. Han skyndte sig ned trapperne
og bortover. Da skalv hun: „Å, nej, Edvard, å, nej, la mig få
sitte!“ bad hun og brast i gråt. Og ænda da han tok hennes
armer og løftet henne op, bad hun for sig, vekt som et barn:
„Å, nej, Edvard, la mig —!“ men kom ikke længre, for hun
kjænte hun lå mot hans bryst, følte rykkene i ham av den
bevægelse som brøt på, han var jo ikke ond, han vilde kanske høre
henne, og hun slog sine armer op omkring ham, og hennes gråt
blandet sig i hans; de to søsken lå hode til hode, kinn til kinn;
alt av slægt i deres nerver og blod, det ældste og første i deres
følelse, det hjæmlige i deres sans, like til lugten av deres tøj fra
gangene hos far og mor, møttes i deres trang til aldrig mer at
slippe.
Og likevel — da han tok på at gå med henne mot verandaen,
stanste hun; hun trodde sig ikke til at følge derin. Hun så
på ham gjænnem tårerne; han tvang henne vidre op, steg for
steg, ænnu på trappen holdt hun tilbake. Men han førte henne
med sig, til de stod i stuen; her slog hun armene om ham igjæn
og sank fra ham ned på en stol, gjæmte sit åsyn i sine hænder;
— alt i stuen lyttet længe til hennes gråt, og han med.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
