Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - På guds veje - I mandomen - XIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Så gik han hen og strøk hennes hår, men visste at det var
ikke han som gjorde det; det var Ragni.
I sommernatten arm i arm gjænnem en lysvåken by, som folkene
sov i. De to søskens storvækste gang skyndte frem i takt
fra gammelt; uten at tale om det søkte de Ole, men glæmte
gjænvejen og kom ned på Strandgaten. Snart bøjde de op mot præstens
hus; de hadde gjort et par steg på vejen, da Josefine likesom
nødtes til at se ut over stranden. Straks stanste hun og holdt
Edvard tilbake. „Jo, det er ham!“ hvisket hun. Derutefra kom
Tuft, fort, fort, men med lutende hode, som kunde han ikke bære
det. Forgjæves hadde han søkt efter henne langs stranden, vilde
nu søke vidre sydover igjæn — like forgjæves, men like fort.
Begge forstod det, hennes arm skalv i brorens. Hun trykte sig
op til ham, for hun hadde nylig sagt ham det, at var hun blet
jaget ut av hans have, så —! — Hyss! Nu vændte de, og gik
Ole til møtes. Lydhør blev han snart stegene var, så op, kjænte
henne, slog ut med armene og kunde ikke gå længre, ej heller
tale. Men Josefine løste sig av brorens arm og kom.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
