Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Halte-Hulda - Første akt - Syvende scene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HALTE-HULDA 473
Eyolf. Ja, Hulda, ja!
Mit liv er lite værdt, kan det ej give
et herligt liv til dig. (Rejser sig.) Ja, Hulda, ja!
Jeg vet knapt selv hvad je° kan gjøre for dig.
Hulda (holder om ham). Jeg tror dig, Eyolf! tror og klamrer fast! —
Bevare Gud dig så for Aslaks slægt!
Eyolf. Den har ej kraft at flytte døden hit.
Hulda. Jeg vil slå armen om dig, trosse, true!
Eyolf. Best slår jeg kresse kring os med mit sværd.
Hulda. Det rækker længer? ... Nej, der tok du fejl.
Eyolf. Så hjælpes vi, og kjæmper frem til lykken!
Hulda (insmigrende). Lykken er rædd; vi må den varsomt fange.
Eyolf (sagte). Nu vel ... ved nat ... vi lister os in på den!
Hulda (likeså). Du viser vejen; jeg går sagte bak.
EYOLF. (Hele den følgende samtale hviskende og langsomt.)
Den er ej langt ifra ... jeg tror ... jeg ser den!
Hulda. Dit øje glimrer . .. føler du den blænde?
Eyolf. Nat dækker væggen, der den fagre vænter.
Hulda (fortsætter). Din hånd jo skjælver ... slår hun dig med frygt?
Eyolf. Hun er så trylleskjøn ... jeg tør knapt gripe. ’
Hulda. Tag mot! —Jeg også, tror jeg ... ser den nu.
Eyolf om hæftig). Du også ser? (som før.) Nu vel... hvi tøve længer?
Hulda (hviskende). Kom da! —
Eyolf (likeledes). Ja kom!—
Hulda (pludselig med hævet stemme). Så går långt over havet
vor vej til den. Den finnes hist på Island!
Eyolf (farer tilbake). På Island! — hvad?
Hulda. Er det for langt måske?
Eyolf. Nej visst!
Hulda. Du følger?
Eyolf. Ja!
Hulda. Når?
Eyolf. Når du vil!
Hulda. Iovermorgen alt sejl sættes til!
Længsel det hejser. Frygt vil skyve på.
Bagvaskelsernes storm kan rase villt
og hvine, slå mot mast, så den sig krænger —
håb går i bølgen, klapper skibets baug
og svinger sig i overgivne kast
frem mot det land der vænter med sin fred!
Når morgendagen går, og når den næste
med Norges kyst i luften toner hen,
den er der alt, den dæmrer, og den dukker
i vore favntak og vor stille tale,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
