Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Første akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fruen. Laura, vil du skjule noget?
Amtmannen. For os? (Rejser sig.) Er det kommet så vidt?
Laura. Jeg forsikkrer, kjære forældre, det er ingenting, det
er bare —
Begge. Det er bare —?
Laura. Nej, nej, det er ingenting — men I forskrækker mig så.
Begge. Hun gråter!
Matilde (frem). Hun gråter!
Amtmannen. Min herre, hvorfor gråter hun?
Laura. Men far, far, se på mig, jeg gråter ikke det minste.
Fruen og Matilde. Jo, Laura gråter!
Axel. Ja — og vil gråte hvær dag, intil her sker en
forandring! (Pause, hvori alle ser på ham.) Nuvel, da så meget er sagt, kan
resten siges; vort giftermål er ikke lykkeligt; ti det savner den
allerførste betingelse.
Fruen. Retfærdige Gud, hvad er det han siger?
Amtmannen. Fat dig, la mig; hvad mener du?
Axel. Laura ælsker mig ikke —
Laura. — Ja, det siger han!
Axel. Hun vet ikke engang hvad det er at ælske, og vil i
sine forældres hus aldrig få det at vite.
Amtmannen og fruen. Hvorfor?
Axel. Fordi Laura kun lever for sine forældre; mig har hun
som en ældre bror der skal hjælpe henne at ælske dem.
Fruen. Er det dig så imot.
Axel. Nej, nej, jeg er eder hengiven og taknemlig, jeg er stolt
av at være eders søn; men jeg blir det kun gjænnem henne, og
hun har ænnu ikke optat mig. Jeg kan flytte fra eller til, som
jeg selv lyster; hun står fast her. Laura gir mig ingen vilje,
næppe et ønske, ja ikke engang et kjærtegn som hun ikke først
har delt i tre deler, og hvorav jeg får min tredjedel — får den
sist eller slet ikke.
Fruen. Du er skinsyk — og på os!
Amtmannen. Han er skinsyk!
Laura. Ja, det er han, mor.
Amtmannen. En fiks idé, Axel, en latterlig idé. Du må ikke
la folk høre det.
Axel. Nej, den er hverken fiks eller latterlig; den inneslutter
sundheden og sanheden i vort forhold, og den fortærer mit sinn,
så jeg plager henne, forarger eder, blir ledig, tom, harm —
Amtmannen. Så er det jo en sygdom.
Axel. Ja, men I er dens årsak.
Begge. Vi?
Amtmannen. Vær dog litt —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
