Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Første akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Axel. I lar henne behandle mig som den største av alle de
dukker I har git henne; I har ikke råd til at avstå mere
kjærlighed æn den hun kan gi til en dukke.
Amtmannen. Tal anstændig! ta de tilbørlige hensyn —
Axel. Om forladelse, kjære forældre, hvis jeg ikke gjør det.
Jeg mener: et barn kan ikke være en hustru, og sammen med
eder vil hun stedse kun være et barn.
Fruen. Men, Axel, var det ikke vi som sa dig at hun bare
var et barn —
Amtmannen. — Vi advarte dig, vi bad dig vænte et par år —
Fruen. Fordi vi ikke kunde se at hun ælsket dig ænnu.
Amtmannen. Men da svarte du at det nætop var barnet i henne
du ælsket.
Fruen. Nætop barnets uskyll og enfold; du blev renere i
hennes nærhed, ja følte dig undertiden som i kirke. Og det
forstod vi forældre; ti vi hadde selv følt det.
Amtmannen. Da fattet vi tillid til dig, min søn.
Fruen. Kan du huske den morgen mens hun sov, da du sa
at hennes liv var en drøm, som det var synd at forstyrre?
Amtmannen. — Sa, at bare du tænkte på henne, gik du
uvilkårlig sagtere som for ikke at vække henne.
Fruen. Hele livet var blet dig som en morgen. Du var så
glad, hadde sådant mot og hadde fåt lyst til alting.
Axel. Det er sant, hennes barnlighed lyste fred over mig,
hennes stille uskyll dæmpet. Det er sant, jeg følte en liflig, dejlig
morgen over mine kræfter.
Amtmannen. Og nu er du utålmodig over at hun er et barn.
Axel. Ja, ja! Da jeg vilde føre henne til altaret, var det måske
bare mit bedre jeg, mine gode forsætter, jeg vilde gi hånden.
Hun var for mig hvad madonna er for den gode katolik; men
nu er hun blet mere. Avstanden er borte; jeg kan ikke bare
beundre, jeg må ælske, ikke bare knæle, men omfavne. Hennes
øjne har samme finhed, samme uskyll; men jeg kan ikke mere
sitte timevis og se på dem; nu må de sænke sig i mine med alt
det de ejer. Hennes hånd, arm, munn er den samme, men
hånden må ligge i mit hår, armen om min hals, munnen til
min, hennes tanke må omfavne min og som Herrens sol være
over mig overalt. Hun var mig et symbol, men det er blet
til kjød og blod. Jeg tok henne op i min tanke som et barn;
under den daglige beskuelse er hun vokset ut til en kvinne
som unselig og uvidende bøjer sig fra mig, men som jeg må
besidde.
LAURA (skynder sig til ham).
Fruen. Han ælsker vort barn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
