Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Første akt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Amtmannen. Axel, du er ikke ond, du er ikke kommet iblant
os for at gjøre alle os her ulykkelige.
Axel. Dersom jeg nu gav efter, vilde dette bryte op igjæn
hvær fjortende dag, og det kunde ingen av os holde ut. Derfor,
velsignede forældre, vær nu istand til et offer; la det være ændt
med én gang — og Laura flytter om otte dager med mig til byen.
Amtmannen. Retfærdige Gud — det er umuligt!
Fruen. Du har ikke hjærte til det. Se på henne, og si det
én gang til! (Han vænder sig bort.) Nej, jeg visste at du ikke kunde. Du
kan heller ikke lønne os således. (Til amtmannen.) Men så tal til ham,
du! Sig ham sanheden, sæt ham til rette, fordi han bryter in
med ondt i en god og kjærlig familie.
Amtmannen. Her har i dette hus, så langt tilbake som jeg kan
minnes, aldrig været sagt et hårdt ord. Dette er mig som en ond
drøm, jeg arbejder for at bli våken, men kan ikke! (Pause.) Da vi
gav ... Dem vor datter, hr. Hargaut, gjorde vi ingen betingelse.
Vi førte Dem til en lykkelig familie, til en rik stilling, en betydelig
fremtid, og vi væntet til gjængjæll litt kjærlighed ... litt
taknemlighed ... i det minste litt hensyn. Men De bærer Dem ad
som en ... en ... fremmed der tas in til gjæstfrihed og pleje
... men om morgenen er borte med husets beste smykke ...
som en uskjønsom, grusom —! Å, vi har betrodd vort barn, det
kjærligste, bløteste barn, vort eneste barn til ... en mann uten
hjærte! Vi var to lykkelige, rike forældre, som alle misunte, og
vi er to bestjålne stakkarer, der kryper sammen i en fattig
skuffelse som i en krok. (Han sætter sig.)
Fruen. Og således kan du handle mot denne mann, som har
git dig alt! Hvad svarer du ham?
Axel. Mit hjærte bløder ved dette. Hadde jeg tænkt det så
tungt, hadde jeg visst aldrig begynt; men stanser det halvfullført,
blir det aldrig mere godt imellem os, det føler jeg, og har vi nu
alle tat lidelsen av det, la os da også fullføre det!
Amtmannen. Å, vi godtroende mennesker!
Fruen. Kan du ikke gi os nogen frist til rolig eftertanke.
Dette er at rive itu.
Axel. Smærten vilde forlænges, og I ænde med at hade mig.
Nej, nu må det ske og hurtig, eller det sker aldrig.
Fruen. Herre Jesus! (Sætter sig.)
Amtmannen. Axel! hør os nu! ... Det er jo muligt du har
ret ... men derfor ber jeg ... jeg har aldrig før bedt nogen om
noget... men nu ber jeg dig: vær barmhjærtig! Jeg er en
gammel mann, jeg tåler det ikke — og hun ænnu mindre.
(Viser mot sin hustru.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
