Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Annen handling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290 REDAKTØREN
Harald. Men hvad er så ikke et sådant møte for mig, i
denne tid —
Gertrud Odet de gar frem og tnbake). Ja, det er sant! Jeg glæmmer rent
hvor meget du nu har at bære — jeg pluddrer væk, jeg skjønner
ikke at jeg kan være så glad; jeg er jo i grunnen bedrøvet. —
Men jeg sitter hele dagen hos morfar og tænker uten at få tale.
— Jeg læser mest højt for morfar, han siger nu og da et par ord;
han er visst mere i himmelen æn på jorden. (De hører det kræmte, stanser
straks; ti de kjænner lyden. Utydelig gjænnem tåken ser de op i den likeløpende gate kommende
fra højre redaktøren og Evje; bakefter dem kommer varsomt og lyttende John. Evje synes med iver
at tale til redaktøren. De forsvinder i parken.)
Harald. Jeg hører fienden! Det er bestemt ham jeg skimter
deroppe gjænnem tåken i samtale med en annen.
Gertrud. Han er også altid på gaten, selv i tåke!
Harald. Nu, han skal ikke forstyrre os! (De går som før frem og tnbake
foran huset.)
Gertrud. Vet du hvem jeg møtte her utenfor? Far!
Harald. Virkelig! Nu, så var det som jeg tænkte; hin andre
mann var din far!
Gertrud. Tror du? Stakkars far!
Harald. Ja, han er svak.
Gertrud. Men du skal være god mot ham! Han er selv så
god. Se mors kjærlighed til ham; hun er ganske gåt over i ham;
ti så god er han!
Harald. Han er både god og dygtig. Men, men, men —
Gertrud. Ja, de har hat blide dager. Den yngre slægt prøver
at løfte på sværere opgaver og ta større ansvar æn den gamle
gjorde. Men vi må ikke vredes på den.
Harald. Det faller altfor naturligt at bli vred på den.
Gertrud. Nej, gjør som morfar! Dem han tror mottagelige
taler han stille til, de andre viser han kjærlighed ... hører du
det, Harald? Bare kjærlighed!
Harald (stanser). Men skulde jeg idag ha tålt at de lot sig be-
handle så uværdig, og derved også behandlet mig uværdig?
Gertrud. Nej, var det virkelig således?
Harald. Det gik til det utrolige, forsikkrer jeg dig!
Gertrud (står im). Stakkars, stakkars far! — (Kaster sig om Haralds hais.)
Vær god mot dem, Harald! Just når de har fejl, hører du!
Vi er jo deres barn, og det byder Gud os, selv om vi ikke var
deres barn.
Harald. Kunde jeg ta dig på mine armer og bære dig hjæm
med straks! Din kjærlighed går like in til hjærte og vilje og
holder begge rene. Jeg står i avgjørelsens tid; nu — nu måtte
du være hos mig!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
