Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - EN HANSKE - Tredje handling - Annet møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114 EN HANSKE
Fru Riis. Fordi tilliden er tapt.
Nordan. Nu mere æn før?
Fru Riis. Ja, jeg tilstår, at like til man igår bød frem Alfs
æresord — like til han også selv forlangte at bli trodd på sit æresord,
kjænte jeg ikke min egen historie igjæn. Men dette var jo den
— ord til annet! Således begynte også vi! Hvem borger for
at ikke fortsættelsen blir den samme?
Christensen. Derfor borger min søns karakter, frue!
Fru Riis. Karakter? —Jo, man opdrager en karakter, når man
fra ungdommen går hemmelige, ulovlige vejer! Det er på den
måten man opdrager troløshed. De som søker efter årsaken til
at karakterer er så sjeldne, de får søke her, tænker jeg.
Christensen. Ungdommen er slet ikke det avgjørende. Det
kommer an på hvorledes man blir gift.
Fru Riis. Hvorfor skal troløshed gå over, når man blir gift?
Kan De sige mig det?
Christensen. Så ælsker man jo.
Fru Riis. Så ælsker man? Man har kanske ikke ælsket før også?
— Her har mannfolkene fåt i stand en ren forblændelse! — Nej,
kjærligheden kan ikke holde længe fast, når det er selve viljen
som er fordærvet. Og det er den. Den er blet fordærvet i
ung-karslivet.
Christensen. Så kjænner jeg dog sanselige mænn som har
stærk vilje.
Fru Riis. Jeg taler slet ikke om stærk vilje; men om ren. Om
trofast, ædel vilje.
Christensen. Skal min søn dømmes på slikt gallimatias, så
priser jeg min Gud at han slap væk, før det blev til alvor! Det
gjør jeg. — Og dermed nok! (vngå.)
Fru Riis. Hvad Deres søn angår — ? Doktor, svar mig, så hans
far hører det, før han går! Den gang De nægtet at følge med til
forlovelsesgildet, hadde De allerede den gang hørt noget om Alf
Christensen? Var det De hadde hørt, av den art at De ikke
kunde tro ham?
Nordan (betænker sig im). Ikke rigtig, nej!
Fru Riis. Der kan De høre! — Men må jeg så få lov til at
spørge Dem, doktor—: hvorfor sa De ikke det? Du gode Gud,
hvorfor tidde De?
Nordan. Hør, frue: når to unge mennesker som i grunnen
passer for hværandre ... for det gjør de —?
Christensen. Det gjør de; jeg inrømmer det.
Nordan. Når de med én gang blir så vanvittig forælsket i
hværandre — hvad skal man så?
Christensen. Jo, man skal gjøre historier, overdrivelser,
skandale!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
