Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - GEOGRAFI OG KJÆRLIGHED - Første handling - Fjærde møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142 GEOGRAFI OG KJÆRLIGHED
Birgit. Jeg sa det til Karen for en stund siden. Da var det
mest mig selv jeg tænkte på. Nu er det for Deres skyll.
Karen (sagte). Men Tygesen?
Birgit (likeså). Og for Tygesens skyll! Naturligvis! Først og fremst
for Tygesens! Hvorledes kan I vænte, at Tygesen skal opdage
hvad I er for ham, når I aldrig forlater ham?
Malla (likeså). Hvor ofte har jeg ikke sagt dig det, Karen? — Å,
mer æn hundre ganger, mer æn tusene!
Birgit. Og opdager han det ikke på de tre uker vi rejser, så
ta in til mig, når vi kommer tilbake! Bare vænt!
Karen. Tygesen kan ikke være alene; Tygesen tåler ikke al
den ugreje som da blir!
Birgit. La ham så lære at han ikke tåler det!
Karen. Hvad skal det være godt for?
Birgit. Kan du spørge? Så kryper han naturligvis til korset.
Karen. Tygesen? Det gjør Tygesen aldrig! Før sætter han
livet til.
Malla. I den siste tid er han som gal. Vorherre vet hvad som
går av ham.
Birgit. Altså skal I nætop nu forlate ham! Nætop nu!
Karen. Det vilde være hjærteløst! Nej, det går ikke! Stakkar,
han kan ikke greje sig uten os.
Malla. Å, jeg ser ham rase og larme rundt her alene! Og kan
ikke finne hjælp nogensteds! — Å, jeg fryder mig!
Karen. Men, Malla! — I forstår ikke Tygesen. Det er hans
nervøsitet. Den jager op hans fantasi, og så er han som vill. Men
det går straks over. I grunnen er han et ejegodt menneske.
Malla. Som biter! Et ejegodt menneske som biter! Enten
pokker det er hans fantasi som biter, eller han selv — like vondt
gjør det. Og så utaknemlig som han er! Vi gjør alt som det er
muligt at gjøre for ham. Men når der er det minste i vejen, ber
han os gå fanden i vold. Vi er i vejen!
Birgit. Nu — så gå!
Karen. Det er ikke utaknemlighed. Han er jo til andre tider
utrolig taknemlig. Nej, det er bare utålmod. Vi må prøve at bære
over. Vi har da ansvar, vi også.
Malla. Ja, ansvar? Vi må svare til at han blir gal! Alting
skal vi gjøre for ham, og samtidig skal vi være av vejen. Er
han ikke gal? Hvis vi kunde spise og sove for ham, så tvang
han os til det også; men vi måtte være usynlige! — Ja, du ler?
Vet du han holdt et leven i måneder for at få Helga, sit eneste
barn, ut av huset. Han gav ikke fred. Og hvad var det så?
Birgit. Nå — ?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
