Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - OVER ÆVNE. Første stykke - Første handling - Første møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OVER ÆVNE 197
Klara. De hadde ikke råd til mere, de stakkarer!
Hanna. — og jeg kjænte dem ikke. Så var det en morgen jeg
stod på hytten; de gik fort frem og tilbake nedenunder mig; de
vilde holde sig varme. Hvær gang de vændte ryggen til for at
gå fremover igjæn, kunde jeg ikke glæmme øjnene. For jeg
kjænte de øjne. Så slog nogen sjøfugl ner så tæt ved, at Rakel
tok ut med armene; hun blev skræmt; for de skrek like i ørene
på henne. Men den bevægelse med armen — ja, det var nøjagtig
din. Og da kjænte jeg øjnene også! Det var Sangs.
Klara. Du gik straks ner til dem?
Hanna. Kan du spørge! „Heter I Sang?“ spurte jeg. De
behøvde ikke svare. Nu så jeg det tydelig. Jeg er tante Hanna
fra Amerika,“ sa jeg. Og så blev vi alle så rørt. (Begge søstrene gråter.)
Klara. Rakel hadde skrevet til dig og bedt dig rejse over til
mig? Var det ikke så?
Hanna. Jo. Og det skal Rakel ha evig takk for. Hvor hun var
søt! Jeg fik dem straks over på første plass og henne tullet in i
et stort sjal; for hun frøs. Han fik et plæd over sig.
Klara. Kjære Hanna!
Hanna. Men, du — ja, det hører til! — i det samme gik der
en kulsort bris in fjorden efter os. Vi var like under et højt
fjæll, bart og grått. En mængde måker kom ut; et par skrek
over hoderne på os. Og så stod der så koldt. Nogen tarvelige
hus inne på stranden — og de var de eneste vi så, og vi hadde
rejst mange mil uten at se andre. Bare bærg og skjær! Dette
er Nordlandene, tænkte jeg. Her er disse forfrosne barn opdraget.
Ja, jeg glæmmer det aldrig! Frygteligt!
Klara. Men det er ikke frygteligt.
Hamna. Klara! — Som du nu ligger der? Husker du hvad du
var for en fin, flaggrende en —?
Klara. Ja, ja! — Jeg vet heller ikke hvor jeg skulde begynne
for at forklare dig alt dette. Å, Gud!
Hanna. Hvorfor skrek du ikke over til mig? Jeg som har det
så godt? og kunde på så mange måter ha spart dig for at bli
overanstrængt? — Hvorfor skrev du ikke sanheden? Den hele tid
har du dulgt den. — Først Rakel skrev sant.
Klara. Ja, ja! — Det er så. — Og måtte være så.
Hanna. Hvorfor?
Klara. Hadde jeg skrevet som det var, og I allesammen var
kommet styrtende ...? Jeg vil ikke hjælpes. For jeg kan ikke
hjælpes.
Hanna. Men du løj jo altså—?
Klara. Ja, naturligvis. Jeg har løjet bestandig ... og til alle.
Hvor kunde jeg annet?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
