Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - OVER ÆVNE. Annet stykke - Anden handling - Første møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254 OVER ÆVNE
Rakel. Betagende er det!
Holger. Mig er det betydningsfulleste ved hele kampen at
personligheden skal fa utrymme. Her er et bygværk gjænrejst fra
den tid den hadde det. Med tårn som rager op og hersker.
Mur-masser i vælde, i form, som præker magt og pragt. Hvad? — Vil
De det skal hænge her, eller skal det tas bort?
Rakel. Jeg vil at det skal tas bort.
Holger (støtt). De vil det —?
Rakel. Ja.
Holger (tü Halden). Det hører De. Vil De være så snill at la det
flytte straks.
HALDEN (nikker forstående).
Holger. Jeg mener det bokstavelig. Straks. Hvad?
HALDEN (aldeles som før. Går).
Holger. Der er noget ved ham der — (stanser.)
Rakel. De har imot Halden.
Holger. Har De mærket det?
Rakel. Fra første gang jeg så ham og Dem sammen.
Holger. Å — da! Ja, det var ikke så underligt. Deres hospital
rejste sig her like utenfor parken. Jeg hørte at en ung dame brukte
sin formue således, og jeg blev nyssgjærrig. Hvad? Og gik en dag
like in i bygningen. Hvem stod der med Dem? Halden! Han
var Deres bygmester! Og det hadde han ikke sagt et ord om
til mig?
Rakel. Han siger ikke mange.
Holger. Hvad har forseglet ham?
Rakel. Jeg vet det ikke. Han har kjæmpet sig selv frem.
Holger. Det har vi alle.
Rakel. Men i Amerika er det vel strængere.
Holger. Hvordan blev han Deres bygmester?
Rakel. Han ønsket at være det. Og vilde gjøre det gratis.
Holger. Han har gjort det gratis?
Rakel. Altsammen.
Holger (gjør et siag bortover gulvet). Kom han selv og bød sig frem?
Rakel. Nej, det var en som sa mig det fra ham.
Holger (stanser). Kan De sige mig hvem det var? Hvad? Eller
kan De ikke?
Rakel. Jo. Det var min bror.
Holger. Halden omgåes Deres bror?!
Rakel. Ja. — Nej, det vet jeg ikke! Min bror bragte mig det
bud fra ham; det er alt jeg vet.
Holger. Jeg pønser ofte på hvem den mann omgåes. Det er
ikke mig. (Tar sin hat.) .
Kakel. Ja, jeg vet det ikke.
256 over ævne
Holger. Skulde jeg derfor også respektere forældrenes
fantasteri? Også fantasterierne? „Credoft og ,,Spera“! De
forældre som kan kalle sine barn „Credoa og’„Speraft — hvad?
Rakel. „Jeg tror“; — „Du skal håbe!“ Er det så fantastisk?
Før barnene blev født, har altså disse forældre bestemt over dem.
Det skulde vi ha respekt for, Holger.
Holger. Respekt for fantasteri? Hvad for slags tro og håb er
dette? (Lystig.) Det er ikke i denne værden, frøken, at de siste
skal bli de første, og de første de siste.
Rakel. Det vet De ingenting om, Holger! Fremtiden er
mil-lionernes sak. Millionernes.
Holger. Hm —! Det skal der stå slag om.
Rakel. Der er en strømgang i det vi ikke stanser.
Holger (lystig). Disse to tar jeg i så fall bort fra strømgangen!
Rakel. Det tør De, Holger?
Holger. Ja tør—?— Jeg ber Dem ikke at forstyrre det!
Rakel. De har nægtet mig at få ha dem; det må jeg finne
mig i. Men nægte mig at virke på dem, det kan De ikke.
Holger. Det kat* jeg ikke? Hvad? Barnene skal ikke lystre?
Hvad? Så må de bort?
Rakel (forfærdet). De må bort? Barnene må bort? (Bevæget.) Holger!
De opnår intet annet ved det æn at gjøre os alle tre frygtelig
ulykkelige! Desuten—— efter det tap de unge mennesker har
hat — også dette! De gjør det ikke!
Holger. Jeg gjør det ikke? Straks gjør jeg det. Sa vondt det
er at sige nej til Dem — De nøder mig til det;
Rakel. Hværgang jeg inderlig ber Dem om noget, får jeg nej.
Og hværgang siger De at det gjør Dem vondt.
Holger. Jeg agtet Dem ikke så højt som jeg gjør, hvis De var
anderledes æn De er. Jeg håber De gjør mig samme ære ...
Frøken –-! (Går. Hun sætter sig og gråter.)
TREDJE MØTE
(Det banker pa det store vindu. Rakel går derhen. Opklares.)
Rakel. Skal jeg åpne.....? (Hun åpner, skriker så:) Nej, nej, nej! Gjør
ikke det! (Farer bakover.)
CREDO (18 år. Kommer hoppende in med et langt hopp). God morgen, Rakel!
SPERA (15-16 år. Efter på samme måte). God morgen, god morgen! (Alle
tre omfavner hværandre i henrykkelse.)
Credo. Hvad bedrøvet han dig med?
Rakel. I så det?
Begge. Vi så det.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
