Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - OVER ÆVNE. Annet stykke - Fjærde handling - Første møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
OVER ÆVNE 283
FJÆRDE HANDLING
Under trærne i den store park. Omkring et par av disse er rundbænker. Allerede før tæppet går
op, høres i det fjærne sorgfull musik. Den følger siden som et fjærnt kor.
FØRSTE MØTE
(Rakel kommer langsomt in, ledsaget av Halden. Under det følgende er Rakel
gående eller stående; Halden læner sig ofte til et træ; sætter sig også for en
kort stund.)
Rakel. Takk.....! (ser s?g om.) Hvor det er herligt at jeg har
denne park. Derinne bøjer sorgen mig sammen; jeg har hat en
svær nat. Herute rejser jeg mig med den. Disse himmelhøje
vejer og vårluften ... å, det gjør godt.
Halden. Naturen har trøst.
Rakel (idet hun ser ham). Men den prøver ikke som menneskene at
ta sorgen fra os. Den bare møter med sin uforgjængelige magt.
Minner om det som overlever. (sagte.) Overlever.
Halden. Derom står kampen. Sorgen må gå op i det som vil
videre.
Rakel. Det kan min sorg ikke. Og det vil jeg ikke. — De må
ikke bli utålmodig; men jeg hænter ham jo in igjæn til mig i
sorgen. Jeg kunde jo ikke følge ham i livet — og jeg slap ham
fra mig den siste kvæll, fordi jeg ikke forstod ham. Han var en
troende, han forkynte ingen lære, men hvad han selv vilde gjøre.
Tro er handling. Men en ikke-troende forstår så vanskelig en
troende. Og så slap jeg ham fra mig. Aldrig vil jeg tilgi mig det,
aldrig miste sorgen over det. Det stikker og borer legemlig, det
hulker og skriker om mig. Somme tider vånder jeg mig under
ruinerne med ham, somme tider glir vi med hværandre langsomt
gjænnem forbannelsen som hundre tusen i rad og række nu pisker
ham med. — Ham træffer de ikke. Han visste det forut, at det
han gjorde, vilde få forstå. Det var ham en befaling mere; først
således blev det offer. Så stolt var han mot menneskene, så
ydmyg mot det han tjente. Jeg er viss på, at selv for dem han
skulde føre i døden, forklarte han sig ikke. Han var for
blu-færdig til det. — Ham træffer ikke piskeslagene, men mig, mig
træffer de. Hvordan kunde jeg ta så fejl? Min kjærlighed til
ham, hvorfor gav den mig ikke skarpere sans?
Halden. Hvordan skal det gå Dem? De skulde holde imot.
Rakel. Hvordan det skal gå mig? Hvis jeg får sove om
natten, fornyer smærten sig til hvær morgen, og hvis jeg ikke får
sove, så dør jeg. Jeg får heller ikke gråte! Det vælder op, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
