Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - PAUL LANGE OG TORA PARSBERG - Anden handling - Første møte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320 PAUL LANGE OG TORA PARSBERG
slags tæppe inover salens gulv. De store dobbeltdører mellem gang og sal er åpne. — Fra salen fører
dører in til begge sider. Taket er dekoreret. En lek av amoriner mellem blomsterguirlander. Farverne
opfrisket. Guirlanderne løper videre nedover til store spejl, fæstet i væggene. Væggene er rødlighvite
med gull. — Møblerne er i samme stil; overdrag av lyst violet. I midten av salen et nokså stort bord,
ovalt og buet. Stoler sat hen til det. Længer fremme sofaer på begge sider og stoler på siden av
hvær av dem, så de danner grupper. — Lampetter for elektrisk lys, som ænnu ikke brænner. Salen
ligger i halvmørke.
FØRSTE MØTE
(Tom scene. Så høres om litt dombjæller, fine klokker, de kommer nærmere, helt nær.
Straks iler in fra rummene til højre Kristian Østlie (i frøken Parsbergs livrée
og efter ham to andre livréklædde tjenere. Efter dem fru Hein, husholdersken,
så glad og rask, som følte hun sig lettet fra en stor byrde.)
FRU HEIN. Ændelig! Gud Ske lOV! (Alle ut mot trappen til venstre.)
TORA PARSBERG (høres nedenfra le og tale. Senere i trappen). Nej, Vet De hvad,
fru Hein, jeg er så uskyldig som sneen. Ha, ha, ha, det var
aldeles galt sagt, for sneen har minst halve skyllen.
Kristian Østlie (utenfor). Det har vi da alle tænkt.
Fru Hein (utenfor). Ja, at det var sneen? Men vi væntet frøkenen
alt i formiddag.
TORA PARSBERG (in, klædd i pelsværk. Hun følges av fru Hein og Kristian Østlie. Østlie
går videre in til højre). Hvem i al værden kan forutse slikt? To timers
forsinkelse! Dette ænder med at på vestbanen må vi rejse dagen
forut, for at være sikker på at komme frem.
FRU BANG (klædd til fæst, fint, smagfullt. Særeget for henne er en høj kappe med flaggrende
bånd. Hun kommer fra venstre, mens Tora Parsberg taler). Ih, du min gOdeSte, SOÜl
jeg har været forskrækket over dig, mit barn!
TORA PARSBERG (som ikke så henne, vænder sig straks mot henne, da hun hører henne
tale. Henrykt:) Er du der, SØte, dejlige tante Danmark! (Omfavner og kysser
henne, før den gamle er færdig.)
Fru Bang. Du har sat os i sådan forskrækkelse, barn!
Tora Parsberg. Hvorfor? Jeg visste jo du var her, og at det
er din største fornøjelse at lage til fæst! (Kysser henne igjæn.)
Fru Bang. Det nægter jeg forresten slet ikke. Alle de glade
mennesker! Men det er da virkelig så sin sak, når værtinnen
intet ser av det.
Tora Parsberg. Nu skal jeg se, du kjære!
Fru Bang. Nej, nu har du ingen tid igjæn. Gjæsterne
kommer.
Tora Parsberg. De kommer ikke. Vi stoler på vestbanen,
tante! Den tar sig nok en hvil på den annen side også! (ut mot højre.)
— Altså opdækningen!
Fru Bang (efter). Ja, det er dette med de nye vaser ... Jeg har
Sat dem . . . (Snart høres bjælleklang, denne gang av almindelige klokker.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
