Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
37
FILLE-MARIE.
0. W. fortæller i 1909:
Jeg mindes en kvinde, der er noget av det mer
keligste jeg har set, og hvis billede endnu står tyde
lig for mig efter de mange henrundne år.
Hun drog omkring i Kristiania gater yderlig
pjattet klædt, stille og dog så stolt. Der lå noget
forunderlig «fint» over hende, og et drag om de
smale læper viste et hjerte fuldt av skjult smerte.
Vi kaldte hende «Fille-Marie». Enhver smågut
kjendte hende og holdt vistnok også av hende; for
når hun som hun pleiet sat på en stentrappe ved
Lilletorvet og røkte sin skitne krittpipe og barna
kom med et brødstykke og begyndte at prate med
hende, gled de tørre fingre sagte ned mellem pjal
terne efter sukkertøi til dem. Da lo Marie; ellers
lo hun vist aldrig.
Hvem var hun egentlig? Det visste ingen —
neppe engang politiet, der av og til måtte ta sig av
hende og skaffe hende nattely i den koldeste vinter
tid. Man gjettet på, at hun måtte være fra et bedre
hjem efter hele hendes væsen at dømme. Seiv så
jeg aldrig «Fille-Marie» tale ved voksne folk. Sorg
eller ulykker i hjemmet, maske ulykkelig kjærlighet
eller kanske drik kunde ha gjort hende til det hun
var? Det blev, såvidt jeg vet, aldrig opklaret.
Så var det det siste om Marie jeg gjerne vilde for-
tælle. Jeg så det seiv og husker det nøie.
Om eftermiddagen en riktig varm sommerdag
blev en fiskehandler ved Vaterlands bro opmerksom
på en kvindeskikkelse, der fløt i elven. Hun hadde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
