Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigrid Undset: I begyndelsen —. Novell
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
SIGRID UNDSET
kjolen som skraper presset ind paa sin nakne
arm.
Det er vel en sum av erfaringer som
Ing-vild har gjort i sit korte liv, som samler sig
og slaar ut i bevissthet. Dukken, den er ting,
det som er absolutt forskjellig fra hende selv
og græsset og jorden og grenen som nikker
mot den blaa bund. Den er aldeles anderledes
at ta i, den lugter paa en anden maate end
det lugter av levende. Selv farverne paa
den — det sorte og hvite hodet, den
senneps-gule kjolen — er ikke farver paa samme
maaten som alt det skiftende og glinsende
grønne omkring hende og det blaa oppe i
luften.
Den klynkende stemmen som vil narre
ind-paa hende tingesten bringer endda noget nytt
til bevissthet i barnet.
Ingvild tar om begge dukkens ben og
kryster dem sammen i haanden sin. Det gir
en liten gnisslende laat som gjør hende glad
og trassig. Hun sprvter ut i henrykt latter. —
Hun vet vel ogsaa, at naar hun ler, pleier de
andre at le med hende. Saa hiver hun dukken
fra sig, meget længer end sisst — saa langt
hun orker. — Derefter husker hun ikke mere.
Hvis da dette er noget som hun virkelig
husker? Det har hun spurt sig selv om senere,
som voksen. Et barn paa en femten maaneder
opfatter vel blandt andet ikke sætninger. Det
har travlt med at opfatte de enkelte ord, til
eget bruk. Og det skjønner saa meget det
trænger, naar det blir snakket til eller snakket
om — som hunder skjønner, av tonefald og
miner og folks bevægelser. — Men ret som
det er utigjennem aarene har det hændt
Ingvild: naar hun hørte voksne snakke til
smaa-barn med tilgjort stemme mindes hun om en
som suttrer „u-hu-huh, stakkels Inger græder”.
Hun har grepet sig i at snakke slik til
smaa-barn selv — „Her kommer den lille skeen
og ber dig gape — den lille vovvovven
længer efter at du skal komme og leke med
den” — og langt indi hende gjenlyder et
bittelitet barns latter. Den lille som sitter i
grønt græs og förgångne somrers solskin og
ler hende ut, det er hun selv. Og hun tar sig
i det, sier flau og lattermild: „Saa, se her, spis
nu. — Her, skal du faa denne at leke med.”
Det hænder at barn klorer op et myggestikk
saa længe til det blir et saar og arret efter
det gaar aldrig bort; naar lyset falder over
huden paa en bestemt maate saa skimtes det.
Nu var jo erindringen om dukken Inger ikke
noget som hadde git barnets sind et saar —
tvertimot, den har altid fortonet sig som
mindet om en førstegangs-glæde, ved at ha
gjort en iagttagelse, gjennemskuet noget; den
er mindet om den første gang da hun selv
visste, hun satte sin vilje op mot nogen
andens. Men ogsaa et saant indtryk kan vel
bli opfrisket og utdypet ved leiligheter, hvor
barnet i den tiden som fulgte gjentok sin akt
av selvhævdelse.
For denne lille hændelsen med dukken
Inger er hun blit ved at huske overvældende
tydelig — og retsom det er har ett eller andet
faatt hende til at se den for sig. Hun kom
senere tilbake til den gamle haven med aars
mellemrum. Og hun vet om et bestemt sted
i kanten av plænen: der sat jeg. Der er en
gammel buksbomhæk og høie husker bakom.
En busk har løv som ligner
bringebær-blader — hun vet, det var en gren av den
som nikket til mig.
Tykke dampskibskopper og medicinskeer
av porcellæn faar hende til at huske, saa hun
grøsser, hvor ekkelt det dukkehodet var at
bite paa. Det var forresten en saan dukke
som de altid hadde paa sommermarkedet i
den lille byen, men alle de andre hun har
set har hat høirøde eller knaldblaa kjoler.
Inger er den eneste hun har set som var
sennepsgul.
4
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
