- Project Runeberg -  Bonniers litterära magasin / Mars 1934 Årg. 3 Nr 3 /
8

(1932-1999) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigrid Undset: I begyndelsen —. Novell

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

SIGRID UNDSET

av erindring om alt dette — ikke mefe end
dukkerne hendes, som hun siden øste sin
kjær-lighet utöver, vet om hende. Om høsten reiste
faren ut igjen, og hvis han var død da, vilde
hun ikke hat spor av en erindring om ham.

Eller kanske allikevel spor —. For
naturligvis har hun trivdes og utviklet sig fort
i en saan drivhusatmosfære av kjærlighet og
beundring, og moret sig selv, naar hun skulde
gi tilbedste alle sine. søte smaa
dressurnum-mer. Til en viss grad har det vel sat spor, at
hun i de to første aar av sit liv har visst,
næsten alt hun fandt paa — saanær som være
en liten gris — det tok hun bifald paa. Nokk
kunde det hænde at hendes mor gav hende
nogen smækk engang i mellem, men det kan
neppe ha skræmt hende. Hun kom aldrig til
at ta det synderlig høitidelig, naar moren
tugtet hende korporlig. Enten var det det som
det kostet at gjøre, hvad man vil istedetfor
det man skal. Eller saa var moren sint. Det
blev hun sommetider, og saan hadde det været
siden urtidens mørke — Ingvild tok morens
humør som veiret, det var leit, naar det ikke
var godt; mere var der ikke at si om den ting.
Det gjorde det saavisst ikke lettere for
Ingvild siden, da hun begyndte at stikke næsen
sin utenfor kredsen av sine nærmeste, at de
aldrig hadde brydd sig om hvordan andre
folk synes, barn bør opdrages. Hun var vant
til at ha latteren paa sin side, og det blev
frygtelig mange gånger at kjende alles latter
mot sig. Men naar andre mennesker fortæller
om den dunkle og dumpe angst de har lidt
under som smaa, angst uten paatagelig aarsak,
fordi aarsaken laa gjemt et §ted i mørket
bakom alt husket og halvhusket
erindrings-stoff — saa kan ikke Ingvild føle at hun
har kjendt noget slikt. Hun var aldeles ikke
noget særlig modig barn, men hun synes at
hun husker bestemt, hvordan alle hendes
barndoms angster slog ned i hende — selv
om indtrykket hver gang videt sig ut mot

uendelige og uoverskuelige riker av fare og
uhygge. Og indslaget — øieblikket da hun
blev skræmt, var frygtelig ofte — som en sten
ramte og slog tvers igjennem hende.

Likevel maa hun i disse to første aarene
ha hat det som en ormunge i. en solbakke.
Saan er det hun husker — som en idelig
basken i sol og varm jord. Og ingen av de
menneskerne som var omkring hende altid
og-forkjælet hende husker hun andet end
skygge-agtig. Hun vet aldrig hvem det er som
kommer ind i billederne. Og hun husker dem bare
som noget der kom og forstyrret hende.

*



Morfarens dagligstue var et stort trefags
værelse, mørkt altid, for det var tapetsert med
brunblomstret papir, og foran huset stod
nogen vældige gamle lindetrær og skygget.
Naar solen stod paa var rummet fyldt av et
rart, grønagtig og gyldent lys, som altid var
i uro og rørte sig som atterglansen av
sjø-vand, — litt blaaste det næsten altid der i
byen.

Ingvild er alene derinde en dag, og da faar
hun øie paa noget rart. Det er de to gamle
speilerne som hænger paa pillerne mellem
vinduerne. Nu blir barnet var disse to blanke,
besynderlige flaterne som luter litt paa skraa
ut fra væggen, og dette spillet av solskin og
løvskygge som uavlatelig flakker og flagrer
alle steder i rummet, det er inde i de blanke
flaterne ogsaa, men der er det endda rarere
og ugripeligere, likesom med en blaahvit
hinde mellem sig og barnet.

Hun begynder at springe frem og tilbake
mellem speilerne, og jo fortere hun springer,
jo rarere rører det sig oppe i dem. Fryden
ved at leve, som altid er i overflaten av
barnets sind, tar til at strømme heftigere.
Ingvild springer og springer og kommer som i en
rus ved det; hun flakser med armene for at
føle det endda bedre —.

8

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Thu Aug 21 00:06:51 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/blm/1934-3/0010.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free