Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Isak Dinesen: Karyatiderne. En ufuldendt fantastisk Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ISAK DINESEN
Det Folk, som ikke tror paa Herren, det
oppebier heller ikke paa hans Time, men naar
de er trætte af Livet, saa gør de ganske roligt
Ende paa det, som det passer dem selv. De
graver en Grav i Skoven, og naar Solen staar
op, gaar den gamle Mand derhen med sine
Sønner og sine Venner, nogle af dem spiller
paa Fløjter, og saa lægger han sig ned
i Graven. De spreder et Gedeskind over hans
Ansigt, og idet Solen staar op, skovler de
andre Jord paa ham. Hele Fplget lægger sig
da påa Graven med Ansigtet mod Jorden uden
at spise eller drikke, til Solen gaar ned. For
de tror ikke, at den gamle Mand i Graven dør,
før efter Solnedgång. Saa gaar de hjem igen,
spiser og drikker og tænker ikke mere paa, at
de har begravet deres Fader.
Nu blev det fortalt, at de paa denne Maade
havde begravet en gammel Kone, som kom fra
et fjernt Land langt øst paa, og som, saavidt
jeg ved, var Bedstemoder til Møllerenken.
Fader Bernhard hørte ogsaa om det og var
forfærdet ved, at en saadan Ügudelighed
skulde gaa for sig i hans Sogn. Jeg sagde til
ham: ,Det er mig det samme, hvad det Folk
anbelanger, om de Levende bliver begravet,
eller om de Døde staar op og gaar igen. Hvad
det angaar, at det sker i min Skov, saa synes
jeg jo ikke om det, men der gaar saa mange
Ting for sig i en Skov, som man maaske ikke
synes om. Man maa lade det være, hvad det er.’
Saa gik han til det Folk selv. ,Fader
Bernhard’, sagde de til ham, ,1 bosiddende Folk
jager os fra det ene Sted til det andet, I lægger
Bøder paa os, slaar os med Piske, kaster os
i Fængsel og hænger os. Misunder I os nu
ogsaa et Par Haandfulde Jord at putte i
Mun-den? Vent, saa skal Du selv komme løbende
efter os og bede os om at begrave Dig, for
Din Sjælefreds Skyld.’ Kort derefter, da det
var den Tid af Aaret, hvor de rej ser væk,
for-svandt de allesammen herfra, og jeg saa ingen
af dem i flere Maaneder. Nu ved De nok,
Deres Velbaarenhed, at Fader Bernhard var
en gudfrygtig Mand, men ikke nogen lærd
Mand, og han havde svært ved at læse. Men
fra denne Tid af gav han sig til at læse hele
Dagen igennem og førte sin Bog omkring med
sig, hvor han gik. En Dag var jeg ude paa
Vejen. Det var Markedsdag i Salat, og de drev
med Svin til Markedet. Jeg stødte paa Fader
Bernhard der, han sad paa Vej kanten, helt
hvid og sammensunken og stønnede. ,Hvem
tror Du, Claude’, sagde han, ,der lige er
kommet forbi her? Du kan umuligt gætte det.
Det var Svinene fra de Gadareners Egn, hele
Hjorden — men der var To Tusinde. —
Sandelig, de kan vel være opstaaet ligesaa
godt som andre Ting i den Hellige Bog, og nu
har dette Folk bragt dem her. Djævlene er
stadigvæk i dem, men nu er de kede af at
være længere i Svin, nu beder de: Send os
et Menneske, at vi maa fare i ham. Det er
dog haardt, at en gammel Mand som jeg nu
skal til Dag og Nat at være paa Bjergene,
skrige og slaa mig selv med Sten.’ Jeg sagde
ingenting. Hvad kan man svare paa
Skrift-steder fra den Hellige Bog? Saa traf jeg ham
igen fj orten Dage senere. ,Kommer det Folk
snart tilbage, Claude?’ spurgte han mig.
,Kom-mer de dog ikke snart tilbage?’ Det var
Tirs-dag. Om Lørdagen i den samme Uge var han
forsvundet, og sidenefter har ingen set ham.
Som De nok husker, Deres Velbaarenhed, var
han sidst blevet set i Nærheden af Møllen, saa
derför trak de Vod efter ham i Mølledammen.
Der var to smaa Zigøjnerbørn, som stod og saa
paa det. ,Træk Vod med en Harve’, sagde de.«
Den gamle Mand standsede, satte sin Hue
paa igen, bandede kraftigt dybt nede i Brystet,
og sukkede.
»Ja, men Claude«, sagde hans Herre og
smilede mod sin Vilje ved det. »De kan jo
dog ikke have haft at gøre med Fader
Bernhards Ulykke. Du siger jo selv, at paa den
Tid var de langt herfra.«
168
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
