Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Isak Dinesen: Karyatiderne. En ufuldendt fantastisk Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KARYATIDERNE
sin lette Vogn til Skoven og i den Anledning
havde taget en hvid og skotskternet Kjole
paa, der i Snittet koket mindede om en ung
Kavalers Kustyme, fulgte paa Grønsværen
Børnene ned langs Aen, som en Høne med
Kyllinger, lo og holdt sit Lommetørklæde for
Munden. Hun var den unge Moders Veninde
og fordums Skolekammerat, og Enke efter
hendes nærmeste Nabo, og hun var kommet
kørende fra sit eget Hus for at være med
i Skoven.
Imens var de to unge Mænd i Selskabet,
hvoraf den ene var den mørke Dames Mand
og den anden hendes Broder, gaaet sammen
et Stykke ned mod Enden af Skovsletten. De
var Naboer og havde aftalt at mødes her
i Skoven for at ordne et Spørgsmaal om
Grænsen mellem deres Ejendomme, der var
opstaaet, fordi Aaen havde forandret sit Løb.
Damerne havde benyttet Lejligheden til at
gøre en Skovtur. De talte om Krybskytter og
ventede paa den enes gamle Skytte, som de
havde stævnet til Møde her. En Bande
Krybskytter og Zigøjnere havde en lang Tid voldt
dem begge mange Ærgrelser.
»Hvis vi kun«, sagde Philippe, den ældste
af dem, »kunde blive af med Møllerens Enke
nede i Masse-Bleue. Jeg kan huske den første
Gang jeg saa hende, for otte Aar siden, da
hun var en lille Pige. Jeg mødte hende her
i Skoven, og hun var saa net, at jeg standsede
hende for at snakke med hende. Naar jeg nu
tænker paa det, synes jeg, at jeg stod og holdt
min Stok ud for at spærre Vejen for en lille,
graa Hugorm, der prøvede at komme udenom
den. Hun hvæsede virkelig ad mig og snoede
sig til højre og venstre.«
Medens han talte, saa de den gamle Skytte
komme ud ad Skoven med sine to plettede,
langhaarede Hunde bag sig. Han kom fra den
modsatte Side af Aaen og maatte vade over den.
Midt i Vandet tog han sin Hue af og beholdt
den i Haanden. De gik nu alle tre videre og
kom fra det gyldne Lys paa den aabne Plads
ind i Højskovens kølige, dybgrønne Skygge.
Efter at de havde faaet Sagen om Vandløbet,
ordnet, gjorde Philippe den gamle Mand et
Par Spørgsmaal om Zigøjnerne. Den gamle
Tjeners Ansigt blev mørkt.
»Ja hvis vi bare«, sagde han, »kunde blive
af med Møllerens Enke i Masse-Bleue. Det var
et underligt, daarligt Paafund af den ærlige
gamle Mølle at gaa hen og gifte sig med
en Zigøjnerpige, og hele Slænget hænger
sammen som Ærtehalm. Der fik Omstrejferne
engang Fodfæste. Hvor en Snog faar Hovedet
ind, der faar den snart Kroppen med bagefter.
De ved jo nu hver og en af dem, at hun vil
skjule dem, naar de kommer i Fortræd, og
hun har mange Slags Gæster nede i den gamle
Mølle.«
Han gav Philippe et stjaalent Blik. Överfor
ham turde han ikke give frit Lpb til sin dybe
Modvilje mod Zigøjnerne, der var næret af
et langt Livs Stridigheder, for han vidste, at
den unge Frue paa Herregaarden holdt sin
Haand over dem. Zigøjnerne havde en egen
Stilling paa Godset. Skønt de kom og gik, og
ikke havde noget virkeligt Hus eller Hjem
der, var der dog en Stamme eller Familie
indenfor Folket, der regnede sig, og af Ejerne
af Champsmelé blev regnet, for at høre til paa
Ejendommen. De gjorde en Del Skade der og
forvoldte mange Bekymringer, men dog vilde
Champsmelés Herrer aldrig have fundet sig i,
at nogen Udenforstaaende havde blandet sig
i Sagerne, som om dette var deres egne lovlige
og hævdvundne Bekymringer.
»Sig mig engang, Claude«, sagde Philippe
tankefuldt, »tror Du, at Stammen havde noget
at gøre med gamle Fader Bernhards
Forsvinden ?« Skytten tørrede sit Ansigt. »Saavidt
som Gud lever, Deres Højvelbaarenhed«, sagde
han. »De voldte hans Død. Men om man kan
sige, at de slog ham ihjel, det kan Djævelen
alene vide. Saadan gik det til:
167
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
