Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Isak Dinesen: Karyatiderne. En ufuldendt fantastisk Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KARYAT1DERNE
hun sad paa Græsset, »jeg maa køre hjem,
ellers kommer jeg for sent. De to gamle Tanter
De Marais kommer til Middag og skal spille
Kort med mig, og jeg maa hente Abbeden paa
Vejen til at være Fjerdemand.«
»Og hvorfor ikke Monsieur Tutein?« spurgte
Childerique.
»Gud bevare mig«, sagde Delphine,
»Tan-terne vilde aldrig tro, at en Mand, som ikke
hører til de gamle Dordogne Familier, kunde
lade være med at svigte Kulør.«
Selskabet brød op og fulgte først Delphine
til Vogns. Fra Udkanten af den tætte Skov
vinkede hun til dem med Pisken, og de muntre
Farver i hendes Dragt, og i Vognen, døde
straks efter bort i Dunkelheden derinde.
Childerique samlede sine Børn og Piger
om sig i Landaueren. Hun lod Kusken køre
Hestene paa Hjemvejen. Den lille Dreng
nik-kede paa sin Barnepiges Skød.
»Giv ham til mig, Marie«, sagde hans
Moder. Straks da hun havde faaet ham over
i sine Arme, faldt han i Søvn, med de mørke
Krøller, duggede og blanke som de sorte
Kirsebær, de nylig havde spist, klemt op til
hendes Bryst. Hun gav sig helt hen i den
Lykke, det var at føle hans lille, faste Krop
imod sin egen og sad ganske stille og henrykt.
Hun tænkte paa den Strid, hun havde maatte
gennemkæmpe med sin Stedmoder, førend hun
fik den gamle Dames Samtykke til selv al
amme sine Børn. »Hvor Mennesker dog altid
staar i Vejen for hinandens Lykke«, tænkte hun.
De to Ryttere smaatravede langs ad
Skov-vejen, et lille Stykke bag efter Vognen. Her
i Sko ven blev deres Heste plaget af Hestefluer
og blev urolige og ustyrlige. De talte ikke
sammen. Den rødhaarede høje og smalle unge
Mand drev utaalmodigt sin store sorte Hest
fremefter, som om det var svært for ham at
finde sig i den nuværende Tingenes Tilstand
et Øjeblik længere.
Philippe havde sine Øjne festet paa Vognen,
med det Udtryk af at lytte og holde Vagt, som
sjældent forlod hans Ansigt. Da han for ni
Aar siden kom tilbage fra Amerika, næsten
en Fremmed paa Egnen efter sytten Aars
Fra-værelse, var hans Naboer blevet urolige og
noget forskrækkede over hans mange nye
Ideer og over de Forandringer, han straks
havde indført paa sin Gaard. Men sidenefter
havde han helt slaaet sig til Ro og nu syntes
han at have lagt sig som en Ringmur om sit
lykkelige Hjems lille Verden. Det havde taget
ham selv nogen Tid at vænne sig til den
Lykke, som voksede op omkring ham til alle
Sider. Han tænkte: »Jeg selv har ikke gjort
andet end at tage en ung, smuk Pige fra min
Fødeegn til Kone.« Og af dette ene Skridt var
der blomstret en Rigdom af Liv frem til alle
Sider om ham. En Mangfoldighed af Farver
og Lys, en Melodi i hans Hus og hans Have,
Virksomhed alle Vegne, Latter og Taarer,
Sødmen ved unge Væseners Nærhed, Ar be j de
og Leg, Haab og Erindring, hele Champsmelés
Solsystem.
Han fulgte med Øjnene sin Kones Skikkelse,
som hun nu sad i Vognen, hensunket i Tanker.
Han kendte gennem deres Samliv den
Tanke-fuldhed, som var kommet over hende, hendes
Væsens stemningsfyldte Bølgebevægelser, der
fulgte Maanens Tiltagen og Aftagen ligesom
Ebbe og Flod i Havet gør. Det var, som om
en Vægt gradvis, Atom for Atom, samledes
i Dybet af hendes Sind og tyngede hendes
Liv-fuldhed ned i en dybere Ro og en ny,
inder-ligere Forstaaelse af Livet. Til Tider kunde
hun da ganske forsvinde for ham en eller to
Dage, men kun for at komme straalende
tilbage, som fra et Besøg i en dej lig Have, som
hun alene kendte, og hvor hun havde hentet
friske Forsyninger af Blomster og Frugt til
deres Hjem.
171
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
