- Project Runeberg -  Bonniers litterära magasin / Mars 1938 Årg. 7 Nr 3 /
178

(1932-1999) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Isak Dinesen: Karyatiderne. En ufuldendt fantastisk Fortælling

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

ISAK DINESEN

han ikke kunde udholde Stilheden. »Fader«,
raabte han med begge Hænder om sit Hoved,
og et Øjeblik efter, da der ikke blev svaret:
»Sophie, Madam Sophie!«

Hvorfor havde de ikke advaret ham, men
ladet ham løbe lige lukt ind i denne
Elendig-hed? Men han huskede, at hans Fader havde
sagt ham alt, det var ham, der ikke havde
forstaaet det. Han kom i Tanker om, at en
Bro Dagen inden hans Bryllup, var gaaet
i Stykker under ham og hans Hest, da han
red over den, og at han dengang havde været
i Livsfare. Hvorfor havde de Døde da ikke
hjulpet ham og ladet ham dø? Nu havde de
forladt ham her, nu var han ganske alene.

Han blev længe siddende i Stuen for at klare
sine Tanker. Hvis han havde faaet dette at
vide en Uge før, tænkte han, kunde han have
fortalt hende det, eller han kunde være rejst
bort uden at fortælle det. Nu kunde han intet
gøre. Til Slut, da han rejste sig for at forlade
Stuen, havde han forseglet sin Mund og sit
Hjerte for beständig. Hun skulde aldrig faa at
vide, at noget var forandret imellem dem. Han
tænkte: Det vilde styrte hele Verden sammen
over Hovedet paa hende: hendes døde Moders
hellige, ukrænkelige Minde, hendes Tro paa
Ære og Dyd, hendes Lykke i Nuet, og Haab
for deres Fremtid. Var det da ikke hans egen
Pligt at frelse hende fra saadanne Ulykker?
I sit Hjerte vidste han, at alle disse
Fornuft-grunde var uden Betydning for ham. Den
virkelige Grund til hans Beslutning om evig
Tavshed var, at han ikke vilde, ikke kunde,
udholde, at hun skulde tænke med Rædsel paa
hans Favntag.

Hans Længsel efter hende var nu, da han
var staaet op, saa stærk, at hans Arme og
Hænder smertede. »Lad det gaa, hvordan det
vil«, tænkte han, »lad vore Sjæle blive adskilte
i Evigheden, hvis det virkelig forholder sig
saadan, som Præsterne fortæller os. Vore
Legemer skal de aldrig i Livet skille ad.«

Medens Tiden gik paa Champsmelé, og hans
Tilværelse voksede op omkring ham til alle
Sider, var den samme Tanke beständig hos
ham. Deres Hjem blev med Childerique som
Midtpunkt en lille Verden for sig selv,
hvori-gennem een Linie og een Aand løb. Hestene
og Hundene, Husets Tjenestefolk, Møblerne,
og Bøgerne i Bibliotheket, Syrenerne paa
Terrassen, Indkørslen foran Trappen, Tagets
Omrids mod Himlen, naar man kom hjem sent
om Aftenen, og de Melodier, hun spillede paa
Klaveret, alt hørte sammen, og hver enkelt
Ting var Del af en afsluttet Versen, og den
var hans.

Da hans to første Børn blev fpdt, var han
glad over, at det var Piger. Det vilde være
Uret, tænkte han, om et Barn, født i Incest,
skulde fortsætte Slægten La Verandrye. Efter
sin første lille Datters Fødsel var han gaaet
over til den gamle Daktor for at spørge ham,
om der fandtes nogen sikker Metode, hvorved
man paa Forhaand kunde bestemme et Barns
Køn. Den gamle Mand havde leet af ham:
»Ah Hr. Baron«, sagde han, »De er altfor
utaalmodig. Gør dog Provinsen den Glæde at
dyrke os nogle Roder paa Champsmelé, førend
de planter Egetræet der.«

Childerique havde holdt Øje med ham for
at finde ud af, hvor dybt hans Skuffelse gik,
men hun troede, at det var Børnenes Skønhed
og Ynde, som havde smeltet deres Faders
Hjerte, saa han havde tilgivet dem, at de var
Piger. Da hendes Søn blev født, fik hun hele
Huset og Nabolaget til at klappe i Hænderne
af hendes Mesterstykke. Hun vilde først have
Drengen opkaldt efter hans Fader, og siden
efter sin egen Fader. Det havde været ham
altfor stærkt imod. Han tænkte: »Lad de to
døde Mænd, og deres Navne, nu have den
Fred i Graven, som de vel hver for sig har
fortjent.«

Han grublede tit over, hvordan det vel
skulde gaa hende hvis hun fik Sandheden

178

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Sep 19 11:01:35 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/blm/1938-3/0020.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free