- Project Runeberg -  Bonniers litterära magasin / Mars 1938 Årg. 7 Nr 3 /
191

(1932-1999) [MARC]
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Isak Dinesen: Karyatiderne. En ufuldendt fantastisk Fortælling

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

K A RY A TID E R N E

hun havde et mørkt Shawl paa over Kjolen,
blev hendes Skikkelse fra Livet opefter eet med
hendes Omgivelser, det hvide Skørt svajede
fremefter som paa egen Haand. Det morede
Childerique, hun klappede i Hænderne af det.
Men idet Damen traadte ud paa en aaben
Plads i Skoven, saa hun tydeligt hendes lille
mørke Hoved med en Mængde brune Krøller,
friseret å la coup de vent, og en Pludselig
Bølge af Stolthed og Ømhed skyllede gennem
hele hendes Væsen. Hun kendte den Dame,
men hvem var det? Straks efter genkendte
hun ogsaa Stedet, det var jo Udkanten af
Parken paa Haut-Mesnil, og i det samme saa
hun Skæret af en Stjerne, Sommernattens
første eller sidste, skælve paa Vandets
mælke-agtige Overflade. Der stod en Bænk i Skoven.
Den unge Dame gik frem og satte sig paa den,
og støttede Hovedet paa sine foldede Hænder
mod Ryggen af Bænken.

Med et saa Childerique en Förändring
i Vandspejlet, det blev brudt istykker i et
langt Viftemønster af smaa toppede, lysende
Bølger, og hvad var det? Hun forstod det
straks efter. Vildænderne i Sivene var blevet
opskræmte af noget, og kom styrtende
tværs-over Søen imod hende. I Halvlyset kunde hun
ikke se de brungraa Fuglekroppe, men kun
de lange Linjer paa Vandet, som deres hastige
Flugt trak. Hun tænkte: »Det er ganske
tid-ligt paa Sommeren her, de unge Vildænder er
endnu ikke flyvefærdige.« Men hvad var det,
som havde forstyrret dem? En ung Mand
kom ad Skovstien paa den modsatte Side af
Dammen. Han hastede op til den hvidklædte
Dame, og tog hende i sine Arme, de sank
sammen i en lang Omfavnelse.

I samme Øjeblik som Damen gav sig hen
i sin Elskers Favntag, kendte Childerique hende
igen. Det var hendes Moder, den skønne,
til-bedte Sophie, yngre end hun selv nu var, og
straalende af Kærlighed og Lykke. — »Oh
kære Moder«, tænkte hun, »min Øjesten, nu

ser jeg Dig da endelig.« Den unge Mand maatte
da være hendes Fader, saa meget yngre end
hun kunde huske ham, ja, saa ung som
Philippe, da han først kom til Frankrig. Hun
forstod, at hendes Moder var gaaet ud for at
møde hendes Fader i Parken paa Haut-Mesnil,
de havde aftalt at mødes her ved Bænken.

Childerique huskede kun sin Fader som en
træt, kold Mand, der kom tavs hjem fra Jagten,
og bredte et Tryk af Kedsomhed over hende
og hendes Stedmoder. Hvor havde hun dog
ikke gjort ham Uret! Da han var ung, da
Sophie levede, da var han kommet hjem
saa-dan, som hun nu saa ham. Hun forstod, at
Sophie og han kun havde Tanker for
hin-anden. De klyngede sig til hinanden, pressede
deres Ansigter mod hinanden og holdt
hin-andens Hænder. Damen tog Mandens Ansigt
imellem begge sine Hænder og betragtede ham
længe. Igen sank de sammen, og blev til eet
i Tusmørket. Alle deres Bevægelser var hende
saa velkendte, det var som om hun havde set
sig selv og Philippe i et dunkelt Spejl, kun
meget yngre og smukkere. Folk havde tit
for-talt hende, at hun lignede sin Moder. Men
hendes Fader maatte da som ung have været
ligesaa smuk som Philippe. Eller maaske kom
det af, at alle unge elskende Mænd lignede
hinanden. Hun huskede en Aften, en
Maaneds-tid eller saa efter sit Bryllup, da var hun selv
gaaet ud for at møde sin Mand i Skoven, og
han havde taget hende saa heftigt i sine Arme,
ligesaa heftigt som den unge Mand, hun nu
saa paa, halvt imod sin Vilje havde hun givet
efter. Dengang havde han undertiden
for-skrækket hende ved sin Forelskelses
Voldsom-hed, som om Døden selv havde staaet lige
bagved ham og hende. Nu saa hun, at det
havde været ligesaadan mellem hendes Fader
og Moder.

Hvis hun i det virkelige Liv paa samme
Maade havde overrasket et elskende Par, der
troede, at ingen såa dem, vilde hun, tænkte

191

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Sep 19 11:01:35 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/blm/1938-3/0033.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free