Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 1. Januari 1942 - Hakon Stangerup: Digtere og — Forfattere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DIGTERE OG -
det at hengive sig i den guddommelige
Livs-fomemmelse — at være paa rette Maade. Jeg
tvivler ikke paa, at det med denne Bog vil
gaa mange Læsere, som det gik for Kritikeren
Otto Gelsted, da han havde læst »De Vises
Sten« og møntede sin berømte Aforisme:
Er Karsen spist — har Gud saa taget Karsen?
det er et stort Problem for Anker Larsen.
Imidlertid: alle Mennesker er jo ikke
Invalider i den Anker-Larsenske Opfattelse af Ordet.
For dem, for de »sunde«, vil der utvivlsomt
være Værdier at hente i »Olsens Daarskab«.
Indlagt i en spinkel Handling føres de
afgørende Problemer Liv og Død, Eksistens og
Ophør frem for den Interesserede, ikke i
forkyndende og heller ikke i docerende Form,
oftest med rigt Lune, og altid i et modent,
smukt Sprog.
4
Højdepunkterne i 1941 Aars danske
Bogsæson — i hvert Fald i den Del af den, som
kan overskues, mens disse Linjer skrives — er
de unge Bøger, hvori en sand Digtnings Aand
rører sig, og Poeten behersker Professionen.
Der er fire af dem, hvoraf en — Martin A.
Hansen — ikke er fuldbragt, mens de tre
andre: Tove Ditlevsens og Aage Dons’
Romaner og Nis Petersens Noveller er baade blank,
internationalt gyldig Litteratur og sund, dansk
Digtning.
Martin A. Hansen har tidligere skrevet
sociale Romaner. Solide, gode, men ikke meget
mærkværdige. Nu skejer han ud, kapper
Trossen til det sociale Fastland og styrer med
muntert Mod ud paa Fantasiens Hav.
»Jonatans Rejse« hedder hans Udbrudsforsøg. Det
er en Skælmeroman efter de gode gamle
Mønstre. Berømte Klassikere i
Romanlitteraturen har staaet Fadder til den, den minder
baade om Lesage, Montesquieu og Stevenson
— ikke de værste at gaa i Skole hos, naar
FORFATTERE
det gælder om at oprulle et Samtidsbillede
i satirisk Belysning. Hvem har ikke glædet
sig over »De persiske Breve«, »Haltefanden«
og »Flaskedjævelen«? Martin A. Hansen har
i hvert Fald gjort det — og faaet Lyst til at
fortsætte Spøgen. Han har bare ikke opdaget,
at det til syvende og sidst slet ikke er nogen
Spøg.
Jonatan hedder Hovedpersonen i hans Roman.
Han er saa god, som Dagen er lang, og saa
stærk som en Bytyr. Han holder af Børn og
af sit Haandværk, alting former sig smukt for
ham. Men en Dag faar han en ny Svend, som
vender op og ned paa alle hans Forestillinger
— indtil han opdager, at det er den Onde
selv, han har faaet i sit Brød. Nu er Jonatan
ikke en rask Månd for ingen Ting. I Løbet
af Nul Komma fem har han faaet den Onde
spærret inde i en Flaske, som han smeder sig
af Kirkeklokkemalm — og saa drager han ud
i Landet for at opsøge Kongen og overgive
ham den Onde, som i sit nye, snævre Logis
er villig til at opfylde alle de Ønsker, man
stiller ham.
Rejsen bliver lang for Jonatan. Som en
dydig Picaro, en Skælm uden Skælmestykker,
dumper han fra det ene Eventyr over i det
andet. Verden er mangelunde, og Jonatan
plukker Blomster i de fleste af disse Lunde.
Muntre Oplevelser og tragikomiske veksler.
Meget Folk og Fæ møder Jonatan. Og
langsomt modner Erfaringerne ham. Han bliver til
sidst enig med den gode Konge om, at det
er bedst ikke at benytte den Onde til Hjælp
for Regeringsmagten. Det har nemlig vist sig
undervejs, at han lige saa nemt kan udnyttes
til noget gält som til noget godt. Vel er
Mennesket ikke nogen Engel, men dog er
selvhjulpet velhjulpet.
Martin A. Hansen fortæller løs med godt
Humør — næsten med for godt Humør. Man
morer sig over månge festlige Scener i hans
Beretning, over baade Optrin og Personer,
37
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
