Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - N:r 5. Maj 1942 - Ronald Fangen: Andet brev om norsk litteraturs historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ANDET BREV OM NORSK
LITTERATU RS HISTORIE
sproget har ikke rett: det er hatet som ikke
kan se, — det ser altid gält.
Paasche har forståt at «oplysningsmanden»
i Wergeland var i tjeneste hos «romantikeren».
Wergeland er det store norske eksempel på
at det ikke er noen motsetning, men tvertom
en dypt organisk sammenheng mellem
«oplysning» og «romantikk», — han var selv den
levende syntese av begge disse strømninger
i tiden. Paasche citerer Novalis: «at
romantisere er at gi det almindelige en høi betydning»
og Wergeland fra 1840: «Det er ædlere sjæles
Klarsyn overalt at se poetisk Farve og højere
Betydning.» Og sandelig: ingen norsk digter
har git alle livets foreteelser høiere betydning
og set dem i dypere sammenheng og videre
perspektiv end Wergeland. Han løj tet norsk liv
og bar hele folkets lengsel og streben i sin
digtning og sit folkeoplysende arbeide, som
altsammen i egentligste forstand var en
trosakt. Hvordan så det norske folks vei arter
sig, — det vil altid komme til at orientere sig
efter Wergeland.
Det var det kaotiske, formløse hos den unge
Wergeland som Welhaven oprindelig reagerte
mot. Han var selv en sirlig formens dyrker
og representerte her et klassisk stilideal mens
Wergeland stod for ham som en avskrekkende
representant for romantisk formopløsning;
motsetningsforholdet lignet det mellem Wessel og
Ewald i Det norske selskaps tid. Siden fik
motsetningsforholdet dypere, delvis helt
irrationelle årsaker og det blev, som sagt, aldrig
overvundet. Efterslegten konstaterer det og kan gi
en psykologisk forklaring av det, men først
og fremst ser den at de to — om end aldrig
så ufrivillig — har samarbeidet: de er typiske
barn av den samme tid, hadde dypest set de
samme idealer, det samme syn på digtningens
opgaver, den samme forening av rationalisme
og romantikk, det samme livssyn, den samme
tro. Les f. eks. den tale Welhaven holdt til de
nye studentene i 1857 hvor han bl. a. sier: «Jo
mere de videnskabelige Erfaringer skille sig
ud fra hverandre og mangfoldiggjøres,
desmere henvise de til de store, dybtgripende
Forbindelser, og føre Tanken atter hen til den
Fællesgrund, hvorfra det menneskelige
For-nuftliv anende gik ud paa de mange
Forskningens Veie. Derfor skal Universitetets
Encyklopædi stedse lede Eder fra Spredningen
og Sondringen til Anskuelse av det Enhedsliv,
der besjeler og forklarer al Virkelighed, og for
hvilket ikke Naturmangfoldigheden, men
Selvbevidsthedens indre Væsen er det samlende
Speil.» Tanken vilde Wergeland
reservations-løst ha godtat eftersom den var bestemmende
for ham selv og alt hans arbeide, — og det er
sandelig heller ikke langt fra at han kunde ha
brukt de samme ord.
Efterslegten, som ikke er engagert i
rivali-seringsforholdet mellem dem, har heller ikke
vanskelig for at tilegne sig begges digtning
med spontan glede og beundring, — det er
ikke vanskeligere end at elske både bjerken
og kjempeeken. Welhaven hadde ikke
Wergelands dimensioner, han var ingen titan, ingen
uuttømmelig kilde, han sprudlet overhodet
ikke. Men han hadde dyp og gripende
menneskelighet, prøvet og herdet, renset og
seierrik. Og han var en Mester. Det er altid en sval
og skjøn oplevelse at fordype sig i hans bedste
digte, og det viser sig at de har noe mere at
si en for hver gang man gjør det. Jeg kan ikke
la være at sette ind her det digt som heter
«Den salige». Det er skrevet til Ida Kjerulf,
hans ungdoms store kjærlighet. Hun døde da
de var forlovet efter et halvt års sykeleie. Han
skrev til sin mor da hun var syk: «Mit liv har
været rystet i sin dybeste Grund.» Hans håp
om bedring blev ikke opfyldt. Ti år efterpå
kom dette digtet:
O, vær hilset atter og velsignet
blide Aand, fra Salighedens Hjem!
Ingen Glæde paa min Vei har lignet
den, du kaldte av min Vaardrøm frem;
3 BLM 1942 V
361
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
