Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- N:r 10. December 1942
- Alf Henriques: Danske digte efter 1940
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
DANSKE DIGTE EFTER 1940
I Aftes saa jeg Solnedgangen:
Som et Blodskær paa Himlen
fra en Kamp, som ingen aner,
en Front, som var uendelig,
laa denne røde Krig over Jorden.
Himlen dryppede af Blod.
Og store sindssyge Farver
sprang ud i Rummet.
Jeg drak disse Farver.
Jeg drak dette Blod.
Og jeg fornam Urinstinktet
brænde som Ild
i mit Blods Ild.
Og jeg raabte mod Himlen:
Hvorfor dræbte du Solen?
Du dræbte Solen!
Jeg saa det!
Du skabte denne Krig i Universet!
De er ikke klynken over spildt mælk, Hulda
Lütkens klagesange; dertil er de for grandiose.
*
 |
| SVEN CLAUSEN |
Ogsaa kernen i Sven Clausens »Dikte« er
den 40aariges ængstelige nattetanker. Det
danske publikum kender i første række dr. jur.
Clausen som autor til nogle sære eller kaade
skuespil fra 20rne og i de senere aar som en
slagfærdig fanatisk forkæmper for styrkelsen
af det nordiske sprogfællesskab, hvilket blandt
andet giver sig udtryk i en tillæmpet »nordisk«
ortografi i denne digtsamling. Man venter
ingen blotlæggelse af privat smerte i en saadan
mands vers; og det blufærdigt følsomme og
intellektuelt skarpe i Sven Clausens fysiognomi
viser sig da ogsaa i hans vers. Der er intet
virtuost eller henrykkende ved dem, men de
har en egen tiltrækning, som alt hvad denne
sære mand foretager sig. Det er selvbesindelsens
digte, skrevet af en mand, der ikke uden
frygt gør sit regnskab op. Hans tanker over
forgængeligheden kan faa epigrammatisk kraft,
som i digtet til en 40aarig:
Mens du i fedme voxer
og bugner hvid og rød,
opfedes og de oxer,
der slaktes ved din død.
Og mens du langsomt baner
dig vej mod ærens top —
der voxer langsomt graner
etsteds — til kisten — op.
Manden føier i søvnløse nattetimer angst for
selve menneskesindet og føler lede derved, men
frygter ogsaa isolationen. De magtfuldeste
udtryk herfor har Clausen taget ud fra to af sine
skuespil: »Vinden synger for den ensomme«
fra det ekspressionistiske »Menneskets Aldre«
(1930), bl. a. med følgende linjer:
Og bragt til vanvid
ved egen tavshed
står Ensomheden
på forstadsveje
og rusker vidløst
789
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 15:55:45 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/blm/1942/0805.html
