Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj—juni. N:r 5 - Carl Johan Elmquist: Dunkel og klar poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DUNKEL OG KLAR POESI
Stutthof, Buchenwalde, Neuengamme og Dachau —
navne som piskeslag der sved og sved.
Vi sendte et brev — til en hustru, en datter, en mor —
en haard besked om det skete. Brevene fløj
paa stærke vinger ud over landet, slog ned
som ulykkesfugle, stumme og uden støj.
Krigsoplevelsen ligger bag næsten alle
bogens digte med sin angst og uro og med sit
krav om en ny orientering i virkeligheden.
Den danner baggrunden for det store digt
»Paaske«, hvor slægtens minder — altså
kulturtraditionen fra før den store
jordrystelse — er blevet til »skrammel paa
lossepladsen«, og hvor der tales om »dette vildnis
af larm og disse / sene danse omkring
forfærdelsens tromme«. Den gennemtrænger også
digtet »Som brudeberedte jomfruer —«, der
kan læses som en poetisk trosbekendelse: det
er digterens lod at bære den brændende lampe
gennem den lange nat, hvis budskab ingen
kender:
Vi gaar med beskærmende hænder,
synger at lampen vil brænde
til bakkerne ligger bag os
og natten er til ende.
I »Blomsten og sværdet« (Gyldendal, kr.
5.75) giver Erik Knudsen udtryk for en
lignende apokalyptisk nattestemning som den,
man møder hos Ole Wivel, og også han sætter
sin lid til digterens evne til at bære håbets
lampe gennem mørket og til at overvinde den
angst og isolation, der er det moderne
menneskes forbandelse:
Denne ørken der er vort hjem
Må vi beplante med håbets blomster
Disse saltstøtter, vore brødre og søstre
Må vi indblæse livets ånde
Lære dem at græde, lære dem at le.
Men han kender også det svælg, der åbner
sig mellem digteren og hans læser i en
kulturkrisetid, da poesien begynder at erkende en ny
virkeligheds ting, som endnu kun har
»foreløbige navne«, for at citere Ole Sarvig. Hos
Erik Knudsen er dette svælg så intenst oplevet,
at han har kunnet løfte problemet op over
den aktuelle debat, ind i visionens og
symbolets sfære; det sker i samlingens sidste og
korteste digt, som lyder sådan:
Hvem gynger i nat på det vildsomme hav
Skibbruden, ene med bølger og storm?
Hvem blæser i nat i sit Rolands-horn
Mens spøgelsesskibe sejler forbi?
O døve skippere! blinde styrmænd!
Levende brødre ved mast og ror,
Jeg kalder på jer med vand i min mund.
Så rummeligt er dog dette lille digt, at man
vil kunne lægge adskilligt mere in i det — og
læse mere ud af det — end den tanke, der
formodentlig er dets kerne: digterens forgæves
forsøg på at råbe sine medmennesker op.
Til »heretikernes« kres hører også den
22-årige Frank Jæger, som i efteråret
debuterede med en samling »Dydige digte« (Wivels
forlag, kr. 7.50), men han er mere deres mascot
eller enfant terrible end deres åndsfrænde; han
er lykkeligt fri for al den problematik, som
de andre må stride med, og han nøjes med
at se på naturens store billedbog med sine
»uglerunde øjne« og gengive sine sansninger
i en stil, der snart er oprigtigt naiv, snart
raffineret naivistisk. Hans største digt,
»Portræt af poeten«, er en slags ode til hans eget
ansigt og har en ganske original humoristisk
tone:
O næse,
bjergryg i mit ansigts landskab,
karnap på mit ansigts hus,
lydgivende horn ...
Poetisk humor finder man dog nok så meget
af hos Ove Abildgaard, som allerede har lagt
sin debutbog med den sjove titel »Uglegylp«
et godt stykke bag sig og i sin nye digtsamling,
»Hvirvler« (Gyldendal, kr. 7.75), viser et
modnet talent. Der er det ejendommelige ved ham,
at skønt hans ånd uafladelig yngler med
overrumplende kapriciøse og rammende billeder,
er alle hans digte til det yderste
koncentrerede; det er sjældent at se en så sprælsk fan-
367
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
