Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj—juni. N:r 5 - Carl Johan Elmquist: Dunkel og klar poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
CARL JOHAN ELMQUIST
OLE SARVIG
tasi blive kørt i så stramme tøjler. Hans
»Hvirvler« rummer på deres 60 sider en stor
tematisk rigdom, her er både naturlyrik, varm
og dristig erotisk poesi og niere eller mindre
dybsindige tankedigte. Ligesom sin store
forgænger i versekunstens magi, Sophus
Claussen, ynder han — ligesom på dril — at lægge
sin pande i filosofiske folder, før han begynder
på sine jonglørkunster, således i optakten til
digtet »Hjerneånden«:
Cogito ergo sum
var Dirken
der åbnede Menneskets
Dør i Kirken.
Da flyttede Kampen
mellem Gud og Fanden
fra Alnaturen
og ind i Manden.
En ligeså frodig fantasi, men uden et
tilsvarende fast greb i tømmerne møder man hos
Jørgen Nash, en af de få unge danske digtere,
som endnu tillader sig den luksus at være
ekstatisk livsberusede. Eros er hans vigtigste
inspirationskilde; han er »lykkens
balancerende linedanser«, »kærlighedens unge
kompasnål«, »halvdelen af et elskende par«, og han
digter helst og bedst om »befrugtningens
kildrende glæde«. Det er derfor ikke uberettiget,
at han kalder sin nye digtsamling »Leve livet«
(Thaning & Appel, kr. 7.50), og man kan
også gerne give ham medhold, når han — i
digtet »Credo« — fremfører denne
proklamation:
I mit kød bor kun glæde,
og den griber mig i den grad,
at den legemlige kærligheds
spontane lyriker
i dag hedder Jørgen Nash.
Den legemlige kærligheds spontane lyriker
kan stundom være svært forståelig, fordi han
under surrealistisk påvirkning hemningsløst
giver sig sine associationer i vold, men hvis
man sammenligner ham med Ole Sarvig, hvis
dunkelhed er langt mere organisk bestemt,
virker han så ligetil som den lille tabel. Sarvigs
nye digtsamling, »Menneske« (Schultz forlag,
kr. 8.50), slutter sig nøje til hans tidligere
versebøger fra »Grønne digte«, 1943, til
»Legende«, 1946, og danner, efter hvad han
selv meddeler, afslutningen på en digtkres.
Sarvig er blandt vore unge lyrikere den, som
med størst talent har dyrket prosadigtet, og
han vender tilbage til denne genre i sidste
afsnit af sin nye bog med det store digt
»Dramaet begynder«, som formodentlig (det
er meget dunkelt) handler både om
ensomhedsfølelsen, om virkelighedens uvirkelighedspræg
og om den religiøse længsel efter en befrier
og forløser — alt føjet ind i en ramme af en
eftermiddagsforestilling på et teater. Blandt
Ole Sarvigs digte i bunden form er det
mærkeligste det, som han kalder »Frostsalme for to
eller tre«, og hvori han med bevidst monotoni
stadig gentager det samme lille rytmiske skema,
lånt fra de to første linjer af Kingos berømte
salme »Far, Verden, Farvel«. Frostsalme kal-
368
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
