Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128 NAPOLEON
jo sin næsten hypnotiserende Evne til med et Ord, et Blik at tvinge
Masserne til at følge sig. Det var ikke blot paa sine egne Folk, at han
formaaede at øve en saadan Virkning. Under Slaget ved Lonato (i den
italienske Krig), hvor det stærkt couperede Terrain hæmmede Over
sigten, saae han sig pludselig med et ringe Følge omringet af en be
tydelig østerrigsk Styrke, 3—4000 Mand. En Officer opfordrede ham
til at overgive sig. ,Veed De, hvem De taler til?’ svarede Bonaparte
uden med en Mine at forraade sig. ,Jeg er den franske Overgeneral;
min Armee er i Hælene paa mig; hvis De ikke paa Stedet lader
Deres Folk strække Gevær, lader jeg liver Mand springe over Klingen!’
Hans Ord, hans Ro, hans fuldendte Skuespillerkunst virkede saaledes
paa Fjenden, at han glemte Virkeligheden, som var den, at denne
Mand dog var omringet og ganske simpelt var Fange. Hans Evne til
at tale til Indbildningskraften havde atter der gjort sin Virkning. Her
i Raadssalen mærker man tillige, i de Ord med hvilke han i de Ældres
Raad sluttede sin Tale, Eftervirkninger fra hans Ophold i Ægypten,
hvor han for de Indfødte var optraadt næsten som en Guddom: Glem
ej, jeg træder frem fulgt af Krigens og Lykkens Gud! De komme frem
igen faa Øjeblikke efter. Lueien havde i Salen nægtet at sætte hans
Fredløshedserklæring under Afstemning, havde nedlagt sin Værdighed
som Formand og var ilet ud; fra sin Hest holdt han en Tale til Trop
perne om at beskytte deres General mod Medlemmerne, som var
underkøbte af Englænderne og havde løftet Dolkene mod Bonaparte.
Atter der kom den samme übetvingelige Følelse over ham, og han
raabte: ,Ja, følg mig! følg mig! thi jeg er Dagens Gud!’ ,Men saa ti
dog stille,’ havde den mere nøgterne Lueien hvisket til ham. ,Du tror,
Du taler til Dine Mamelukker!’
Men Raadsmedlemmerne var ikke Soldater; de havde hverken Lyst
til eller Betingelser for i ham at anerkende deres Overherre, de havde
ikke set ham paa Valpladsen, de havde ingen og vilde ikke have
nogen Forestilling om, at det under Farer var nødvendigt, at een
kommanderede, og de havde endnu ingen umiddelbar Følelse af, at han
var den fødte Hersker. Her maatte andre Midler til end den blotte Per
sonligheds Magt. Da han havde samlet sig lidt efter sin nervøse Op
hidselse, gav han Murat Ordre til at sprænge Forsamlingen. Under
Raabet: Leve Bonaparte! rykkede Soldaterne med fældet Bajonet ind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
