Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Halfdan Soarte
(Slutning. Se Side 9.)
Da Overtroen og Uvidenheden var større
i fordums Dage end nu, saa gaves
der heel naturligen ogsaa langt flere
underlige Ting og overnaturlige Hændelser
da end nu; forefaldt der Noget, som man
ikke kunde begribe, og det var meget,
blev det øieblikkelig sat i umiddelbar
Forbindelse med Aandernes Verden, som paa
mangehaande Maader troedes at indgribe
i den sandselige. Der skal imidlertid være
hændt Halfdan et særegent Uheld, som,
Notabene, hvis det havde sin Rigtighed
med Fortællingen derom, sandelig ikke lod
sig forklare med al vor Tids Kløgt og
Viisdom. Det var hverken meer eller
mindre, end at Kongen ved Hexeri blev
berøvet sin Julekost selve Juleaften,
medens han havde et stort Selskab hos sig.
Da man nemlig havde sat sig tilbords,
svandt medeet baade Ølkruse og Madfade,
og Selskabet maatte gaae hver til Sit
med tørre Halse og tomme Maver. Den
over dette slemme Puds forbittrede Konge
nærede Mistanke til en Fin, og vilde tvinge
ham til Bekjendelse; men Harald Kongesøn
tog Finnen i Beskyttelse, og gik i Forbøn
for ham, ja da dette ikke nyttede, flygtede
han med ham. Disse To fulgtes nu ad,
og kom til en Herremand, som tog vel
imod dem og behandlede Harald som Gjest,
indtil han erholdt Efterretning om Halfdans
Død, hvilken han bragte Kongesønnen
tilligemed Tilstaaelse om, at det var
ham, som Juleaften havde taget „den
Smule Mad“ fra hans Fader. Sandsynligviis
er hele denne Fabel kun Udpyntning
af en Fortælling, som klinger mere
historisk, at nemlig Harald havde været
en Tidlang til Opfostring hos en Høvding
og Kjæmpe ved Navn Dofre, efter hvem
Dovrefjeld skal have sit Navn; denne
eller idetmindste En med hans Navn,
tillod sig siden at plyndre Kongens
Skatkammer (Guldhuus), og undgik siden
Dødsstraffen ved den unge Haralds Hjælp,
der skaffede ham Leilighed til at undvige.
Kongen blev opbragt herover og jagede
Sønnen ud af sit Huus, hvor han først
kom tilbage efter faderens Død.
Halfdan var ikke mere end fyrgetyve
Aar, da han omkom. Han havde været
i et Gjestebud paa Hadeland, hvor det
var gaaet lystigt til, faa hverken Kongen
eller hans Følge synderlig agtede paa
Veien, som førte dem tilbage over
Randsfjorden. Det var om Vaaren, og Solen
skinnede varmt paa Isen. Et Sted, hvor
Kvæget var blevet vandet om Vinteren,
og Isen var fortæret av den derved
samlede Møg, var bestemt til at blive
Halfdans og en stor Deel af bans Følges
Grav; thi isen brast der. Lystigt havde
den gjæve Konge levet og lystigt døde han.
Paa Randsfjord han kjørte omkap
Med en af hans skrigende Skare;
Hans Ganger var mnnter og rap
Og Svøben hatt ei monne spare,
Men da ha som sagt, var lidt fuld
– Sligt kan jo den Bedste nok hænde –
Saa kiørte han ned i et Hul,
Og det blev den Mjøddrikkers ende,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
