Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Billed-Magazin. 3
maatte bestandigen reise dem øø igjen.
Allerede Kl. ^ om Estermiddagen saldt
den sørste Mand af Reifeselskabet som død
ned as Hnnger og Tørst. Vi øræssede
den Smiile Vand, der endnn øar tilovers
i en Læderflaske, i en Koø, gjød ham
Draaberne i Miinden, men kunde
allige-vel ikke briuge ham øaa Beiteue, og
maat-te lade deu Ulykkelige ligge. Af og til
saldt flere omkuld; de bleve givne til
priis for deres ulykkelige Skjebue og
ble-ve liggende i Sandet. Ligeledes maatte
vi opgive flere Muuldyr med deres
Lad-ning. Livets Goder havde ingen Værd
mere, da Livet selv var i Fare. Min
Hest, der var den stærkeste as dem alle,
begyndte at vakle nnder mig; vi droge i
stum Dødsaugest videre. Naar jeg
oøsor-drede en as mine Ledsagere til at ile, saae
han stivt paa mig istedetsor at svare, og
pegede med Fingeren øaa Mnnden sor at
antyde, at Tørsten gjorde ham stum. ^
Hvilken en Kval, Tørsten i Ørkenen ! Nu
kjender jeg Tørsten! Denne kvalsulde
For-nemmelse yttrer sig over hele Legemet ved
Hndens Tørhed; Øinene blive blodrøde,
Tnngen og Munden udvendig og
indveu-dig overtrækkes med et tykt Klister, der
er mørkeguult og udeu Smag. En
suld-kommen Mathed standser Bevægelsen; en
nsigelig Banghed trykker Hoved og Bryst.
Halsen er ligesom sammensnørt; enkelte
store Taarer dryøøe nd as Øinene ^
om-sider synker man bevidstløs til Jorden.
Klokken ^ om Estermiddagen sank jeg selv,
ndmattet as Tørst og Anstrængelse,
om-knld i den glødende Sand, troe
Tje-nere med mig, den ene ligesaa hjeløeløs
som den anden. ^ Allerede havde jeg
lig-get en Time nden Bevidsthed, da ^ en
Karavane øaa over personer kom
reisende den samme Vei. Man gjød flere
^iarg. ^die .f^sie.
Gange Vand øver mit Ansigt øg mine
Hænder; min Bevidsthed vendte tilbage,
jeg slog Øinene oø^ men kunde ikke kjende
Nogeu. Endelig saae jeg hjeløende Men^
nesker beskæstigede omkring mig; jeg vilde
tale, men knnde ikke. Jeg søgte at gjøre
mig sørstaaelig ved Tegn, og øegede med
Fingeren øaa Mnnden. Nn gav man mig
at drikke, og lidt efter lidt kom jeg mig
faameget, at jeg kuude spørge, hvo de
vare. De svarede venligt: ^Jngett
Røve-re, men dine Venner.^ Jeg kjendte deres
Ansigtstræk, men deres Navne kuude jeg
ikke erindre. Ømsider kom jeg til
Kræs-ter, og saaledes var jeg reddet sra Døden.
skattegraveren.
^mod Slutningen as det syttende Aar^
hundrede levede i en schlesisk Stad en
ung Mand, ved Navn Nikolai
Heitnett-schmidt. Efter sin Fader havde han
ar-vet en skjøn Formue og et Gjæstgiveri i
god Drist; mett hiin satte han snart
over-styr i Snus og Duus med letsiudige
Svi-rebrødre, saa at hans Værtshuus snart
blev skyet af alle ærbare Borgere, og
næ-sten til en Ørk, da de lystige Brødre, nu
da intet mere var at faae uden Penge, øg
de allerede alle stode dygtig paa Kridt,
ligeledes fjernede sig. Nikolai Hennen^
schmidt sad nn oste og grublede paa
hvor-ledes hau skulde sorbedre sin Stilling ; da
kom en Dag en østerrigsk Jnvalid, som
vidste meget at sortælle, ind til ham;
iblandt andet sortalte han om de Skatte,
som sknlde være skjulte i og ved Borgen
Østerwi^ i Landet Karnthen, sra den Tid
as, da Magaretha, med Tilnavnet
Suur-mule, drog ødelæggende sra en Borg til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
