Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
376
FRÅN BOK- OCH BIBLIOTEKSVÄRLDEN
fordi han har levet efter denne sin
sandhets-overbevisning er han blit den store kunstner
og bokkunstner, han er.
Det som dominerte paa utstillingen var
vistnok utkastene til Haakonshallen og hans
billeder fra folkeviser og eventyr. Men ikke
mindre fængslende var hans tegninger til
»Snorre» og »Draumkvæde». Vistnok er
dette gamle kjendte størrelser inden
bokkunsten, saa man kunde si at de har spillet
sin rolle. Men som bekjendt er »repetitio
mater lectionis». Ved at fornye
bekjendt-skapet med Munthes arbeider kunde man
derfor sikkerligen fremdeles hente god og
gyldig lærdom om »illustration av oldtid» —
det omraade indenfor bokkunsten, hvor han
har gjort sin indsats.
Fordi Munthe er en tænkende kunstner,
indsaa han klarere end kanske nogen anden,
at dekorationer og billeder maa staa i en
indre sammenhæng ikke bare med texten
selv, men ogsaa med textens egen tidsalder.
Han fulgte det samme naturlige instinkt som
driver den gode oversætter til ikke at vælge
de mest moderne gloser for at gjengi
tidligere tiders tanker, men gamle gode ord som
gjør indtrykket av avstand mindre — for at
gjøre det lettere for læseren at abstrahere
sig fra sine nutidsfordomme. Og konsekvent
som han er, gjorde han ikke halvt arbeide.
Han gjorde ikke som Walter Crane, da han
skulde illustrere Homer, at han satte den
unggræske kultur stævne midt i renæssansen.
Han nøiet sig heller ikke med at digte frit
over en to-tre dekorationsmotiver fra
vedkommende tids stil, som for den almene
bevissthet stod som dens attributer — for
sagatidens vedkommende drageslyngningen,
som han træffende har karakteriseret som
»et udslidt mundheld». Fordi han var av
den opfatning at stil er uttryk for en tids
tankegang, studerte han ikke bare
vedkommende tids stilformer, men saavidt han kunde
det, ogsaa dens liv og følelser og fantasi.
Han bygget m. a. o. sin »tidsstil» op indenfra.
Naar hans Snorredekorationer (1899) paa
saa mange maater blev et mesterverk i denne
henseende, hænger det sammen med at han
hadde skapt sig sjeldne forutsætninger for
at løse denne vanskelige opgave gjennem
sine folkevise- og eventyrbilleder, som han
hadde frembragt under sine forsøk paa at
finde hvad der var norsk kunst. I den hen-
sigt hadde han imidlertid ganske naturlig søkt
hen til folkekunsten, hvor han maatte
forut-sætte, at det virkelige nationale kunstneriske
instinkt ytret sig mest uforfalsket. Og fordi
han mente at norsk stemning og fantasi kom
mest umiddelbart til uttryk i folkeviser og
eventyr, valgte han at omsætte just dem i
billedform. Men hermed hadde han rakt
traditionen og det gamle haanden. Og da
han fandt at folkevisen og eventyrets egen
tid i sin billedkunst anvendte det rent
ornamentale sammen med figurlige motiver, brøt
han, logisk som altid, resolut med
naturalismen — som har feiret triumfer i hans
land-skapsmalerier —, fordi, som han har sagt,
»naturalismen tar ælden fra motivet og gjør
det ungt, medens den paa vor tradition
byggede dekoration synes ... at slutte sig
godt om den ældste tankegang med saga og
kjæmpeviser, med rythmer og musik». Istedet
søkte han at uttrykke det som han hadde
paa hjertet, i den »bundne form» eller den
»rythmiske kunst», som han kalder den —
fordi han fandt at den var bedre istand til
at gi tidsfarven og samtidig kunde »fortælle
baade kortfattet og behændig, baade festlig
og diskret».
At hans rythmiske kunst virkelig har denne
evne, viser ikke mindst Snorredekorationerne*
Gjennem sit omslag, og sine titelfriser, sine
initialer og kolumnefriser har han forstaat at
ramme texten ind i en egen sagastemning.
Og i dekorationerne, som ledsager de korte
skaldekvad, Snorre citerer, har han paa en
eiendommelig maate forstaat at samarbeide
med den oldnorske poesi. Den forening av
saga og sproglig ornamentik, gaade og poesi,
som er »kjendingernes» særpræg, har det her
lykkes ham at gi billedlig form. Han viser
desuten, at han kan holde ord, naar han sier:
»til den som mener, at man i bunden stil
ikke kan give andet end ornamentik og ingen
episk fremstilling, vil jeg svare, at jeg ikke
kan se noget til hinder for at man kunde
bygge hele Braavallaslaget ind i
bronceal-derens stil.» Braavallaslaget har han vistnok
ikke skildret, men i sine illustrationer til
Hornkloves kvad om Hafrsf jordslaget og
Øy-vinds Haakonarmaal har han vist, at han kan
gjøre noget saadant. Ja det er i det hele
tat noget av det merkeligste ved Munthes
kunst, at han behandler menneskefiguren paa
samme ornamentale maate som de dekorative
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
