| 3 |
(Oppe i sneen på fjeldvidderne. Tågen ligger tæt og tung; det er regnvejr og halvmørkt.)
(BRAND, sortklædt, med stav og skræppe, kravler sig frem vestover. EN BONDE og hans halvvoksne SØN, som har slået følge med, er noget bagefter.)
BONDEN (råber efter BRAND).
Hej, fremmedkarl, far ej så fort!
Hvor er du?
BRAND.
Her!
BONDEN.
Du går dig bort!
Nu tykner skodden slig, at knapt
en ser så langt, som staven rækker --
SØNNEN.
Faer, her er spriker!
BONDEN.
Her er sprækker!
BRAND.
Og hvert et vejspor har vi tabt.
| 4 |
BONDEN (skriger).
Stands, mand! Guds bittre --! Her er bræen
skral som en skorpe! Tramp ej sneen!
BRAND (lyttende).
Jeg hører duren af en fos.
BONDEN.
En bæk har hulet sig indunder;
her er et dyb, som ingen bunder; --
det sluger både dig og os!
BRAND.
Frem må jeg, som jeg før har sagt.
BONDEN.
Det evner ingen mandemagt.
Kend; -- her er grunden hul og sprød --
Stands, mand! Det gælder liv og død!
BRAND.
Jeg må; jeg går en stormands bud.
BONDEN.
Hvad heder han?
BRAND.
Han heder Gud.
BONDEN.
Og hvad er du for noget?
BRAND.
Prest.
BONDEN.
Kanhænde det; men jeg véd bedst,
at om du så var provst og bisp,
så ligger du i dødsens gisp
| 5 |
(nærmer sig varsomt og overtalende.)
Hør, prest; om en er klog og lært,
han kan ej
Vend om; vær ej så strid og stiv!
En har jo kun det ene liv; --
går
Der er en mil til næste grænd,
og skodden står så tyk, at den
kan skæres med en tollekniv.
BRAND.
Står skodden tyk, en lokkes ej
af blålysblink på vildsporsvej.
BONDEN.
Men her er is-tjern rundt omkring,
og slige tjern er stygge ting.
BRAND.
Dem går vi over.
BONDEN.
Gå på vand?
Du holder mindre end du lover.
BRAND.
Én har dog vist, -- er troen sand,
så slipper karlen tørskod over.
BONDEN.
Ja, før i tiden; men i vor
han går tilbunds med hud og hår.
BRAND.
Farvel! (vil gå.)
| 6 |
BONDEN.
Du sætter livet til!
BRAND.
Hvis Herren for min død har brug, --
velkommen flom og fos og slug!
BONDEN (sagte).
Nej, han er både gal og vild!
SØNNEN (halvt grædende).
Faer, lad os vende! Der er tegn
til værre styggevejr og regn!
BRAND (standser og nærmer sig igen).
Hør, bondemand; du sagde før,
at datter din, som bor ved fjorden,
har skikket bud, at snart hun dør;
men ej med saligt håb hun tør, --
hvis ej hun ser dig, -- gå fra jorden?
BONDEN.
Gud bedre mig så sandt og visst!
BRAND.
Og til idag hun gav dig frist?
BONDEN.
Ja.
BRAND.
Ikke længer?
BONDEN.
Nej.
| 7 |
BRAND.
Så kom!
BONDEN.
Det er ugørligt værk. Vend om!
BRAND (ser fast på ham).
Hør? Gad du hundred daler give,
ifald hun kunde saligt dø?
BONDEN.
Ja, prest!
BRAND.
To hundred?
BONDEN.
Hus og bø
jeg skulde gerne fra mig skrive,
ifald hun slukne fik i fred!
BRAND.
Men gad du give
BONDEN.
Hvad? Livet? Kære, vene --!
BRAND.
Nå?
BONDEN (klør sig bag øret).
Nej, men der er da måde på --!
I Jesu navn, du får ej glemme,
at jeg har barn og kone hjemme.
BRAND.
Han, som du nævnte, havde moer.
| 8 |
BONDEN.
Ja, det var længe før ifjor; --
da hændte der så mangt et under;
det går ej slig til nuomstunder.
BRAND.
Far hjem. Dit liv er dødens vej.
Du véd ej Gud og Gud ej dig.
BONDEN.
Hu, du er hård!
SØNNEN (trækker i ham).
Kom så afsted!
BONDEN.
Ja vel; men
BRAND.
Skal jeg?
BONDEN.
Ja, blir du borte her
i dette Herrens vonde vejr,
og rygtes, hvad en ej kan dølge,
at vi gik hjemmefra i følge,
så trækkes jeg tilthings en dag, --
og drukner du i myr og tjern,
så dømmes jeg i bolt og jern --
BRAND.
Da lider du for Herrens sag.
BONDEN.
Mig rager ikke hans og dine;
jeg har alt mer end nok med mine.
Kom så!
| 9 |
BRAND.
Farvel!
(hult bulder høres langt borte.)
SØNNEN (skrigende).
Der går en skred!
BRAND (til bonden, som har grebet ham i kraven).
Slip taget!
BONDEN.
Nej!
BRAND.
Slip straks!
SØNNEN.
Kom med!
BONDEN (brydes med BRAND).
Nej, fanden nappe mig --!
BRAND (river sig løs og kaster ham i sneen).
Ja visst;
det kan du tro han gør tilsidst!
(går.)
BONDEN (sidder og gnider armen).
Au, au; den karl er stiv og stærk.
Sligt kalder han Vorherres værk!
(råber, idet han rejser sig.)
Hej, prest!
| 10 |
SØNNEN.
Han gik indover hejen.
BONDEN.
Ja, men jeg skimter ham endnu.
(råber igen.)
Hør, sig mig -- kan du mindes, du,
hvor var det vi kom ud af vejen?
BRAND (inde i tågen).
Ej trænges vejløbs kors for dig; --
du er alt på den brede vej.
BONDEN.
Gud give, at det var så vel,
så sad jeg godt og varmt ikveld.
(han og SØNNEN går østover igen.)
BRAND (kommer tilsyne højere oppe og lytter ud mod den kant, hvor BONDEN gik).
De famler hjem. Du slappe træl,
sprang i dit bryst en viljes væld,
var ikkun evnen
jeg skulde vejens møje kortet;
på dødstræt ryg, med foden såret,
jeg skulde glad og let dig båret; --
men hjælp er gavnløs for en mand,
som ikke vil, hvad ej han kan.
(går længere frem.)
Hm; livet, livet; det er svært,
hvor livet er de godtfolk kært!
Hver skrælling lægger slig en magt
på livet, som om verdens frelse,
al menneskenes sjælehelse,
var på hans skrale skuldre lagt.
| 11 |
(smiler, som i en erindring.)
To tanker faldt som gut mig ind
og voldte lattervrid i maven,
og skaffed mig et barket skind,
når gamle skolemoer var gnaven.
Jeg tænkte mig en mørkræd ugle,
en fisk med vandskræk. Lydt jeg lo;
jeg vilde dem af sindet smugle,
men de hang i med tand og klo. --
Hvad kom det af, det lattervrid?
Jo, af den dunkelt følte splid
imellem tingen, som den er,
og tingen, som den skulde være, --
imellem det, at måtte bære,
og finde byrden altfor svær. --
Fast hver en landsmand, syg og frisk,
er slig en ugle, slig en fisk.
Han skabtes til et dybets yrke,
han skulde leve livets mørke, --
og det er det, som gør ham ræd.
Han spræller angst mod fjærens bred,
han skyr sit eget stjernekammer,
han skriger: luft og dagens flammer!
(standser et øjeblik, studser og lytter.)
Hvad var det der? Det lød som sang.
Ja, det er sang med latter blandet.
Hør, -- nu et hurra, nu et andet, --
nu tredje -- fjerde -- femte gang!
Der rinder solen. Skodden letter.
Jeg øjner alt de vide sletter.
Derborte står det glade lag
i morgenskær på højderyggen;
| 12 |
(Solen bryder alt mere og mere gennem tågen. Han står længe og ser ned på de kommende.)
Der glittrer lys om disse tvende.
Det er som skodden gjorde vej,
som lyngen klædte hæld og hej
og himlen lo om ham og hende.
De er visst syskend. Hånd i hånd
de springer over lyngens tæppe.
Se; pigen rører grunden neppe,
og han er ledig som en vånd.
Der strøg hun fra ham! Der hun veg,
da rap han vilde hende fange -- -.
Nu vokser løbet til en leg --!
Hør; deres latter blir til sange!
(EJNAR og AGNES, let rejseklædte, begge blussende og varme, kommer legende frem over sletten. Tågen er borte; en klar sommermorgen ligger over fjeldet.)
EJNAR.
Agnes, min dejlige sommerfugl,
dig vil jeg legende fange!
Jeg fletter et garn med masker små,
og maskerne er mine sange!
AGNES (danser baglænds foran og smutter stedse fra ham).
Er jeg en sommerfugl, liden og skær,
så lad mig af lyngtoppen drikke;
og er du en gut, som lyster en leg,
så jag mig, men fang mig ikke!
| 13 |
EJNAR.
Agnes, min dejlige sommerfugl,
nu har jeg maskerne flettet;
dig hjælper visst aldrig din flagrende flugt, --
snart sidder du fangen i nettet!
AGNES.
Er jeg en sommerfugl, ung og blank,
jeg lystig i legen mig svinger;
men fanger du mig under nettets spind,
så rør ikke ved mine vinger!
EJNAR.
Nej, jeg skal løfte dig varligt på hånd
og lukke dig ind i mit hjerte;
der kan du lege dit hele liv
den gladeste leg, du lærte!
(uden at se det har de nærmet sig en brat styrtning; de står nu lige på randen.)
BRAND (skriger ned til dem).
Stands, stands! Der er en afgrund bag!
EJNAR.
Hvem råber?
AGNES (peger op).
Se!
BRAND.
Berg jer itide!
I står på skavlens hule tag; --
den hænger udfor stupets side!
| 14 |
EJNAR
(slår armen om hende og ler op).
Det har ej nød med mig og hende!
AGNES.
Vi har et liv at lege rundt!
EJNAR.
I solskin er en færd os undt,
som først om hundred år har ende.
BRAND.
Da først I går tilbunds? Ja så!
AGNES (svinger sløret).
Nej, da går legen mod det blå.
EJNAR.
Først hundred år i glædestimlen,
med bryllupslamper tændt hver nat, --
et liv, et hundredårs tagfat --
BRAND.
Og så --?
EJNAR.
Så hjem igen -- til himlen.
BRAND.
Nå, det er den, I kommer fra?
EJNAR.
Naturligvis; hvor ellers da?
AGNES.
Ja, det vil sige, allersidst
vi kom fra dalen øst for fjeldet.
| 15 |
BRAND.
Jeg syntes og jeg øjned hist
et skimt af jer ved vandløbskellet.
EJNAR.
Ja, det var der vi skiltes nys
fra vore venner og veninder
og trykked håndslag, favntag, kys,
som segl på alle dyre minder.
Kom ned til os! Jeg skal fortælle,
hvor Gud har været mageløs, --
så vil De fatte jublens vælde --!
Fy, stå ej der, som om De frøs!
Se så! Tin op! Det kan jeg lide.
Først er jeg maler, må De vide,
og det var allerede smukt
at skænke mine tanker flugt,
så jeg kan kogle liv i farver,
som han gør sommerfugl af larver.
Men aller prægtigst var dog Gud,
da han mig Agnes gav til brud!
Jeg kom fra syd, fra rejser lange,
med malerkassen på min ryg --
AGNES (ivrig).
Så kongeglad og frisk og tryg --
og kunde visst de tusend sange!
EJNAR.
Just som jeg gennem bygden strøg,
var hun deroppe på besøg.
Hun skulde drikke fjeldets luft
og sol og dugg og graners duft.
Mig drev en gudsmagt op mod fjeldet;
det sang i mig: søg skønhedsvældet
| 16 |
AGNES.
Men hvad du malte, så du neppe, --
drak livets skål i blinde drag
og stod igen en solskinsdag
med stav i hånd og snøret skræppe --
EJNAR.
Da strøg den tanke mig forbi:
du har jo ganske glemt at fri!
Hurra! I hast blev friet, svaret,
og dermed var det grejdt og klaret.
Vor gamle doktor blev så glad,
at selv han ikke vidste hvad.
Så holdt han lag tre døgn tilende,
med sang og dans, for mig og hende;
fra foged, lensmand, skriver, prest,
al voksen ungdom kom som gæst.
Fra gården brød vi op inat;
men derfor endtes gildet ej; --
med flag på stang, med løv om hat,
op over li, frem over hej,
af flokken fulgtes vi på vej.
AGNES.
Vor færd på vidden var en dans,
snart to og to -- og snart i krans.
EJNAR.
Af sølvstøp drak vi vinen sød --
| 17 |
AGNES.
I sommernatten sangen lød --
EJNAR.
Og skodden, som faldt tung fra nord,
strøg lydig væk, hvor frem vi foer.
BRAND.
Og nu går vejen --!
EJNAR.
Lige frem,
til byen.
AGNES.
Der jeg har mit hjem.
EJNAR.
Men først forbi de sidste toppe;
så ned til fjordens vik i vest;
på Egirs hest med dampen oppe
vi rider hjem til bryllupsfest, --
og så mod sydens land tilsammen,
lig svaner på den første flugt --!
BRAND.
Og der --?
EJNAR.
Et bryllupsliv i gammen,
som drømmen stort, som sagnet smukt;
thi vid at denne søndagsmorgen,
skønt midt på vidden, uden prest,
vort liv blev lyst i fred for sorgen
og viet til en lykkefest.
BRAND.
Af hvem?
| 18 |
EJNAR.
Af al den glade klynge.
Ved bægerklang hver uvejrssky
blev sat i ban, der turde tynge
det lette løvværk om vort ly.
Af sproget ud hvert ord de kyste,
som varsel bar om stormslags drøn;
med løv om håret de os lyste
som glædens børn i kuld og køn.
BRAND.
Far vel, I to!
(vil gå)
EJNAR (studser og ser nærmere på ham).
Nej, stands og vent!
Det tykkes mig som noget kendt
i Deres træk --
BRAND (koldt).
Jeg er Dem fremmed.
EJNAR.
Og dog fra skolen eller hjemmet
jeg tror så visst, jeg mindes kan --
BRAND.
I skolen; ja, da var vi venner;
da var jeg gut; nu er jeg mand.
EJNAR.
Det skulde aldrig være --?
(skriger med engang:)
Brand!
Ja, det er dig! Nu jeg dig kender!
| 19 |
BRAND.
Jeg kendte dig fra første stund.
EJNAR.
Vel mødt, vel mødt af hjertens grund!
Se på mig! Ja, du er den gamle,
som altid i dig selv var nok,
hvem legen aldrig kunde samle
i kammeraters viltre flok.
BRAND.
Jeg var jo hjemløs mellem jer.
Dig tror jeg dog jeg havde kær,
skønt alle I der sør i landet
var af en anden malm, end jeg,
som fødtes på et næs ved vandet,
i skyggen af en skogløs hej.
EJNAR.
Din hjembygd, -- ja, den er jo her?
BRAND.
Igennem den min vej nu bær.
EJNAR.
BRAND.
Ja vidt; og fort -- forbi mit hjem.
EJNAR.
Du er jo prest?
BRAND (smiler).
Stiftskapellan.
Lig haren under holtets gran
har jeg mit hus snart her snart hist.
| 20 |
EJNAR.
Og hvor går rejsen nu tilsidst?
BRAND (hurtigt og hårdt).
Spørg ej om det!
EJNAR.
Hvorfor?
BRAND (forandrer tonen).
Å jo!
Det skib, som venter eder to,
skal også føre mig herfra.
EJNAR.
Min brudgomshest? Hurra, hurra!
Tænk, Agnes, han skal samme vej!
BRAND.
Ja, men jeg skal til gravøl, jeg.
AGNES.
Til gravøl?
EJNAR.
Du? Hvem skal begraves?
BRAND.
Den Gud, som nys du kaldte din.
AGNES (viger).
Kom, Ejnar!
EJNAR.
Brand!
| 21 |
BRAND.
I lin og skrin
hver jordtræls Gud, hver døgnværk-slaves,
skal lægges ned ved højlys dag.
Der må en ende på den sag.
Det er på tiden I forstår,
han skrantet har i tusend år.
EJNAR.
Brand, du er syg!
BRAND.
Nej, sund og frisk,
som åsens tall, som bakkens brisk;
men det er tidens syge slægt,
som trænger til at vorde lægt.
I vil kun lefle, lege, le,
vil tro så småt, men ikke se, --
vil læsse hele vægtens ve
på en, som man har sagt jer kom
og tog den store straffedom.
Han lod for jer sig tornekranse,
og derfor har I lov at danse; --
ja dans, -- men hvor du danser
det blir en anden sag, min ven!
EJNAR.
A, jeg forstår! Den sang er ny
og yndet over bygd og by.
Du hører til det unge kuld,
som kalder livet tant og muld,
som jage vil med pølens skræk
alverden i en askesæk.
BRAND.
Nej, jeg er ingen "prækehest".
Jeg taler ej om kirkens prest;
| 22 |
EJNAR (smiler).
Det har jeg endnu aldrig hørt,
vort gode land i rygte ført
for overmål af livsenslyst.
BRAND.
Nej, jublen sprænger intet bryst; --
thi var det så, da var det vel.
Lad gå at du er glædens træl, --
men vær det da fra kveld til kveld.
Vær ikke ét idag, igår,
og noget andet om et år.
Det, som du er, vær fuldt og helt,
og ikke stykkevis og delt.
Bacchanten er en klar idé,
en drukkenbolt hans ak og ve, --
Silenen er en skøn figur,
en dranker hans karrikatur.
Gå blot omkring i dette land,
og hør dig for hos alle mand,
og du vil se, enhver har lært
sig til at være lidt af hvert.
Lidt alvorslørt til brug i helgen,
lidt trofast efter fædres sed,
lidt lysten efter natverdsvælgen, --
thi det var samme fædre med, --
lidt varm om hjertet, er der gilde
og sangen runger for det lille
men klippefaste klippefolk,
der aldrig tog mod stryg og svolk, --
| 23 |
EJNAR.
Det er en letvindt ting at håne;
dog vakkrere det er at skåne --
BRAND.
Kanhænde det, -- men ej så sundt.
EJNAR.
Nu vel; til folkets syndebundt
jeg føjer både ja og amen,
men ser dog ej det hænger sammen
med ham, du lægge vil i skrin, --
den Gud, jeg endnu kalder min.
BRAND.
Min glade ven, du er jo maler; --
vis mig den Gud, hvorom du taler.
Du har jo malt ham, har jeg hørt,
og billedet har godtfolk rørt.
Han er vel gammel; ikke så?
EJNAR.
Nu ja --?
BRAND.
Naturligvis. Og grå?
Tyndhåret efter gubbers vis.
| 24 |
EJNAR (vred).
Hvad skal det til --
BRAND.
Det er ej spot.
Just netop sådan ser han ud,
vort lands, vort folks familjegud.
Som katoliken gør en rolling
af Frelserhelten, gør I her
af Herren en affældig olding,
der er sin alders barndom nær.
Som paven har på Peters stol
tilovers snart kun dobbelt-dirken,
så snevrer I fra pol til pol
Vorherres rige ind til kirken.
I skiller liv fra tro og lære;
for ingen gælder det at
jer stræben er, jer ånd at hæve,
men ikke helt og fuldt at leve.
I trænger til, for slig at slingre,
en Gud, som ser igennem fingre; --
som slægten selv, dens Gud må gråne
og males med kalot og måne. --
Men denne Gud er ikke min!
Min er en storm, hvor din er vind,
ubøjelig, hvor din er døv,
alkærlig der, hvor din er sløv;
| 25 |
EJNAR (med et usikkert smil).
Og nu skal slægten skabes om?
BRAND.
Det skal den, du, så sandt og visst
jeg véd, at jeg til verden kom,
som læge for dens sot og brist!
EJNAR (ryster på hovedet).
Sluk ikke stikken, skønt den oser,
før lygten viser vejens spor;
stryg ikke sprogets gamle gloser,
før du har skabt de nye ord!
BRAND.
Ej noget nyt jeg stunder til;
det eviges ret jeg hævde vil.
Det er ej dogmer eller kirke,
som jeg vil løfte med mit virke;
thi begge så sin første dag.
og derfor var det muligt vel
de begge ser sin sidste kveld.
Alt skabt har jo et finis bag;
| 26 |
EJNAR (afbrydende).
Farvel. Jeg mener, det er bedst
vil skilles her.
BRAND.
Går I mod vest,
går jeg mod nord, To veje bær
til fjorden, begge lige nær.
Farvel!
EJNAR.
Farvel.
BRAND (vender sig ved nedgangen).
Skil lys fra dunst.
Husk, -- det, at leve, er en kunst.
| 27 |
EJNAR (vinker ham fra sig).
Vend du kun verden op og ned;
min gamle Gud jeg holder ved!
BRAND.
Godt; mal ham du med krykkestav; --
jeg går og lægger ham i grav!
(går ned over stien.)
EJNAR (går i taushed hen og ser ned efter BRAND).
AGNES (står et øjeblik som åndsfraværende; derpaa farer hun op, ser sig urolig om og spørger):
Gik solen ned?
EJNAR.
Nej, kun en sky
strøg for; nu lyser den påny.
AGNES.
Her blæser koldt.
EJNAR.
Det var et pust,
som jog igennem skåret just.
Her skal vi ned.
AGNES.
Så sort mod sør
stod berget ej og stængte før.
EJNAR.
Du så det ej for sang og leg,
før han dig skræmte, da han skreg.
Men lad ham gå sin bratte trap;
vi knytter legen, hvor den glap.
| 28 |
AGNES.
Nej, ikke nu; -- nu er jeg træt.
EJNAR.
Det er igrunden også jeg, --
og nedfor er ej vejen let,
som borte på den flade hej.
Men har vi højden bagom os,
da skal vi danse just på trods, --
ja, tifold mere vildt og fort,
end ellers vi det havde gjort. --
Se, Agnes, se den stribe blå,
som solens glød nu glittrer på;
snart kruser den sig, snart den ler,
snart er den sølv, snart er den rav;
det er det store, friske hav,
som du der yderst ude ser!
Og kan du se den mørke røg,
som længe langsmed leden strøg?
Og kan du se den sorte prik,
som nu just rundt om næsset gik?
Se, det er dampen; -- din og min!
Nu står den fjorden lige ind!
laften står den ud fra fjord,
tilhavs, med dig og mig ombord! --
Der slører tågen tung og grå. --
Sig, Agnes, fik du øje på
hvor smukt sig hav og himmel malte?
AGNES (ser åndsfraværende lige ud og siger):
Ja visst. Men sig mig om du så --?
EJNAR.
Hvad?
| 29 |
AGNES (uden at se på ham og dæmpet som i en kirke).
Hvor han vokste, mens han talte!
(hun går nedover stien. EJNAR følger.)
(Vej langs fjeldvæggen med vildt dyb udfor til højre. Ovenfor og bag berget skimtes større højder med tinder og sne.)
BRAND (kommer oppe på stien, går nedover, standser midtvejs på en frem springende knart og ser ned i dybet).
Ja, jeg kender mig igen!
Hvert et bådnøst, hver en grænd,
Jordfaldsbakken, osets birke,
og den gamle brune kirke,
elvekantens olderbuske,
alting kan fra barn jeg huske.
Men jeg tror, at mere gråt
er det nu, og mere småt;
og på berget skavlen hænger
mere yderligt end da,
har af dalens snevre himmel
skåret bort endnu en strimmel
luder, truer, skygger, stænger, --
stjæler mere sol ifra.
(sætter sig og ser langt udover.)
Fjorden. Var den og
lige styg og lige trang?
Det er bygevejr. Der står
ind en råsejlsjagt for børen.
Sør, indunder hamrens skygge,
| 30 |
Over mig er klemslens vægt,
tyngslen af at stå i slægt
med en ånd, som altid peged
jordvendt, udenfor mit eget.
Alt, hvad stort jeg vilde før,
vimrer nu som bag et slør.
Modet, magten har mig sveget,
hug og sjæl blir slap og sprød;
her, ved nærmeisen af hjemmet,
ser jeg på mig selv som fremmed,
vågner bunden, klippet, tæmmet,
Samson lig i skøgens skød.
(ser atter ned i dybet.)
Hvad er der for færd og virke?
Ud fra hver en plads og grænd
stævner kvinder, børn og mænd.
Snart i urd og snart i brækker
taber sig de lange rækker,
dukker atter op igen --
fremme ved den gamle kirke.
(rejser sig.)
O, jeg kan jer ud og ind,
slappe sjæle, sløve sind!
Hele eders Fadervor
har ej såpas viljevinge,
ikke såpas angstens drøn,
at deraf tilhimmels når, --
| 31 |
(vil gå; en sten kastes ovenfra og ruller nedigennem lien tæt ved ham.)
BRAND (råber op).
Hej der! Hvem kaster sten?
(GERD, en femtenårs pige, løber oppe på bergkammen med stene i forklædet.)
GERD.
Han skreg!
Jeg traf!
(kaster igen.)
BRAND.
Hør, barn; stands denne leg!
GERD.
Der sidder han foruden mén
og vipper på en vindfældt gren!
(kaster igen og skriger.)
Der kommer han så vild som før!
Hjælp! Hu! Han hugger mig med klør!
BRAND.
I Herrens navn --!
| 32 |
GERD.
Hyss! Hvem er du?
Stå stilt, stå stilt; han flyver nu.
BRAND.
Hvem flyver?
GERD.
Så du ikke høgen?
BRAND.
Her? Nej.
GERD.
Den store stygge fugl
med kammen fladt på panden strøgen,
med rand om øjet rød og gul!
BRAND.
Hvor går din vej?
GERD.
Til kirke.
BRAND.
Så?
Da kan vi to jo følge slå.
GERD.
Vi to? Nej, jeg skal opad her.
BRAND (peger nedover).
Men der er kirken jo!
GERD (ser hånligt smilende på ham og peger ned).
Den
| 33 |
BRAND.
Ja visst; kom med.
GERD.
Nej; der er stygt.
BRAND.
Stygt? Hvorfor?
GERD.
Jo, for der er smal.
BRAND.
Hvor har du set en større bygt?
GERD.
En større? Å, det véd jeg godt.
Farvel!
(går opover.)
BRAND.
Går der din kirkevej?
Den bær jo til den vilde hej.
GERD.
Følg med mig, du, så skal du se
en kirke bygt af is og sne!
BRAND.
Af is og sne! Nu går det op!
Derinde mellem tind og top,
jeg komme kan fra gut ihug,
der findes skal et dalstrøgs slug;
Iskirken tror jeg det blev kaldt;
om den blev mange slags fortalt;
| 34 |
GERD.
Ja, det ser ud som is og fjeld,
men er nu kirke lige vel.
BRAND.
Gå aldrig did; et vindstøds kast
har tidtnok voldt at bræen brast;
et skrig, et rifleskud er nok --
GERD (uden at høre på ham).
Kom med og se en rensdyrflok,
som skreden slog, så op den kom
ivår først med den store flom.
BRAND.
Gå aldrig did; der er ej trygt!
GERD (peger ned).
Gå aldrig did; for der er stygt!
BRAND.
Guds fred med dig.
GERD.
Kom heller med!
Deroppe messer fos og skred;
der præker vind på jøklens vold,
så du blir både hed og kold.
| 35 |
BRAND.
Vild er din vej og vild din sjæl, --
en langelek med sprukken fjæl.
Af
men
GERD.
Der kommer han med vingesus!
Nu får jeg se at nå ihus!
Farvel; i kirken er jeg tryg, --
hu, hvor han kommer arg og styg!
(skriger.)
Kom ikke nær! Jeg kaster sten!
Slår du med klo, slår jeg med gren!
(flygter opover fjeldet.)
BRAND (efter et ophold).
Se, det var og en kirkegæst.
I dal, -- på hej, hvem gør det bedst?
Hvem vimrer værst og vildest frem,
hvem famler længst fra fred og hjem, --
det
lar legen gå langs brattest slug, --
det
fordi det så er skik og brug, --
det
at fast hvad ondt det ser, blir smukt? --
Til kamp på tvers, til kamp på langs
mod denne trippelallians!
| 36 |
(han stiger ned i bygden.)
