Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XII. De syv ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
130
Og paa det ord sker underet, som altid sker,
naar en sjæl av skam gaar bort og sætter sig
paa den nederste plads. Saasnart som vi har lært
at være tjenere, faar vi navn og rang av ven.
«Ven, sæt dig høiere op!»1 «Jeg vil ikke mere
kalde eder tjenere.....men eder har jeg kaldt
venner»2. For Han er den eneste, cui servire
regnare est, Hans tjeneste er den fuldkomne
frihet . . . «Idag skal du være med mig i
Paradiset. »3
2) Her er da en av grundlovene i det
aandelige liv, og en av de tungeste at lære, for den
tar sig ut som et paradoks — lik alle
naa-dens, og ogsaa naturens, grundlove. «Hvis du vil bli
stor, maa du stræve for at være liten». — «Hver
den som fornedrer sig selv skal ophøies. »4
Saa længe som selvet hersker i en sjæl, er vort
hele instinkt paa en eller anden maate indstillet
paa selvhævdelse, selv om maalet kan være
forklædt som kjærlighet til Gud. Sikkerlig kan en
sjæl vinde Himmelen bare ved at attraa det
kraftig og utholdende, men det er like sikkert at
en slik sjæl kan ikke naa den høieste plads i
Himmelen, og endda mindre pladsen som en av
Kristi fortrolige venner paa jorden, ut fra et slikt
motiv. Det vil si, saa længe som ens eget jeg
hersker, saa længe ikke ens eget jeg er blit fornegtet
og korsfæstet, kan ikke sjælen være en Kristi
discipel i ordets dypeste betydning. Vi begynder i
regelen vort aandelige liv med det maal for øie
at naa langt, gjøre fremskridt, utrette noget stort
1 Luk. XIV 10. — 2 Joh. XV 15. — 3 Luk. XXIII 43. — 4 Luk.
XIV 11.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
