Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
187
— Men det var sandelig nyt av aaret — hans mor
læste artikler som sogneprester skrev i Aftenposten 1
Det manglet bare at hun gik og bildte sig ind noget
saant som at han og Bjørg —!
De hadde ikke stort at snakke om næste morgen
da Julie kjørte ham ind til byen i bilen sin.
Han var ikke blit færdig med at læse igjennem
morgenposten, da telefonen kimet.
« — dig, Paul?» Det var Halstein. Hvor rar han
var i stemmen. «Ja du. Sif er gaat bort. Imorges
klokken halv otte.»
«Aa!»
«Ja det er frygtelig. — Det var hjertet som svigtet.
Aldeles pludselig —»
«Jeg begriper ikke. Vi trodde hun var over det
værste nu —»
«Ja,» sa Garnaas’s stemme. «Det trodde jeg og.
Men det skulde altsaa være anderledes. Jeg orker
ikke si mere nu. Men dere kommer vel hitop —.
Men vil du være saa snil at meddele svigermor
det —.»
Anton Todderud hadde staat paa den anden side
av skrivebordet.
«Det er ikke noget galt vel?» spurte han stor
øiet.
«Min søster er død.» Paul syntes han kunde gjerne
ristet gutten, da Anton langsomt og høitidelig korset
sig og foldet hænderne sine. Endda det naturligvis var
gutungen som gjorde det rette —.
Paul gik indover den lange korridoren, banket paa
den inderste døren — morens privatkontor.
Julie stod ret op og rank i sit sorte lastings
forklæde — under det bølgede hvite haaret stirret
øinene hendes store og vilde ut av det forvridde an
sigtet. Paul blev ved at huske det altid siden — hun
hadde gjettet hvad han kom for at si hende, før han
lukket op døren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
