Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II - III - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188
Hun tok sig op til hodet med begge hænder, da
hun saa sønnen staa der: «aa-aa, aa-aa, aa —,» og
saa sprang hun frem og kastet sig ind til ham:
«Aa Paul!»
Hun tvinnet sig i armene hans og ynket sig, mens
han holdt om hende: «Mor. Mor. Mor da!»
«Aa Tulla, Tulla min. Aa min stakkars lille, lille,
snille lille Tulla. Aa hvad skal jeg gjøre, — stakkars
Tulla —»
IV.
Paul telegraferte til sin kone og meddelte døds
faldet. «Kora hjem saa fort du kan». Bjørg sendte
kondolancetelegrarnmer tilbake, til ham, til svigermoren
og til pastor Garnaas.
Begravelsen var overstaat, men Paul syntes ikke
han kunde reise endda — for morens skyld; han var
ræd for hende. Det var som hun var rent knust.
Nu var Tua bare blit lille Tulla for moren — det
lille barnet som hun hadde elsket, henrykt og ømt —
og forlatt og glemt og forsømt efterhvert som det
vokste til og ikke blev slik som hun ventet at hendes
barn skulde bli; endda hun hadde hat datteren hos sig
altid og stelt vel med hende — paa ett vis. —
Aldrig hadde Paul visst at et menneske kunde graate
slik som moren graat den morgenen oppe paa kli
nikken, da hun kastet sig over sengen og tok den
døde datteren ind til sig — og hun hulket og hulket
som om hun vrængte hele sit væsen i sorgen; tilslut
lignet det et dyrs vilde tuten —.
— Likevel syntes han, en gang før i verden hadde
han hørt et menneske, en kvinde, gaule slik vildt og
hjerteskjærende jammerfuldt. Pludselig kom han paa
det — Lucy, den sisste natten hun var hos ham før
han reiste fra hende —.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
