Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 2. Tidens fylde - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
39
kes saa, at alene de bestanddele av den gamle
religion kan vedbli at fungere, som stemmer med den
nye livsvidenskab. De andre bestanddele vil atrofieres
og svinde hen, — en proces som allerede er langt frem-
skreden.
Med den nye livsvidenskab begynder efter al sand-
synlighet et nyt avsnit i menneskehetens historie. Mens
det religiøse fornyelses-haab i oldtiden knyttet sig til
astronomiske og kosmologiske spekulationer, vil det i vore
dage maatte knytte sig først og fremst til studiet av lovene
for livets fremgang og vekst. Den nye livshistorie er en
kjendsgjerningernes aabenbaring, ved hvis hjælp vi kan
vente at utfinde aarsakerne til folkenes fremgang og til-
bakegang. Ad denne vei aapner der sig for os en beta-
gende utsigt til en livs-fornyelse, eller til et liv efter de
høieste muligheter i vor natur. Ved kristendommens
frembrud mente græske og romerske lærde, at menne-
skenes historie var en cyklisk proces, en række av natur-
nødvendige kredsløp, skjæbne-bestemte perioder, fatales
periodi, eller omdreininger, revolutiones. Hvert
folkeslag hadde sin barndom, manddom og alderdom. Der-
ved var intet at gjøre. Det var en naturlov. Men siden
den tid, da grækerne og romerne saa paa menneskenes
historie i lys av stjernernes kredsløp og de astronomiske
perioder, har naturvidenskaben git os et fuldstændig nyt
utsyn over livets historie paa vor jord, gjennem million-
aarige tidsrum. Palæontologien lærer os, at der vistnok
har været mange arter av levende væsener, som har hat
sin ,fatale livs-periode*, som jura-tidens kjæmpemæssige
krybdyr. Men den samme videnskab lærer os ogsaa, at
der er arter av levende væsener, som maa ha fortsat med
at gaa fremad og utvikle sig (omend ikke uavbrutt) gjen-
nem kolossale tidsrum. Netop menneske-slegten, med dens
forfædre, maa antages at tilhøre en væsentlig opstigende
stamme, som har fortsat med at gaa fremad, fra tid til
anden, gjennem en eventyrlig lang række av jord-perioder.
Man fristes til at sige, at det er livsvidenskabens nye
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
