Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra 1839 til 1848 - Lidt om Grundtvig og Thorvaldsen - Legemlig og sjælelig Sygdom og Helbredelse i 1844. Konfirmation paa Tuborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200 Lidt om Grundtvig og Thorvaldsen.
Som oftest udvidede Synet sig i Grundtvigs Minde-
Kvæder fra den Enkelte, lian besang, efter Sangenes Art,
enten til Danmark og Norden eller til Menigheds-
Livet eller til hele det verdenshistoriske Menneske-
Liv, der, trods Døden i det Enkelte, fortsættes fra Slægt
til Slægt. Saaledes udvides ogsaa Synet i Kvædet „Albert
Thorvaldsen" atter mod Slutningen — ligesom det be
gyndte med Tidsaldrenes Nytaars-Dag over Norden —
alt til Udsigterne fra den fælles videnskabelige Høj
skole, han tilønskede Norden:
„Saa hvil da kongelig, Du Alfe-Drot,
Hvor Lejet redes Dig i Borge-Gaarden,
Til atter tindrer Øjet hiramelblaat
I den forklarede Naturens Orden,
Som Dvalin, gamle Nordens Konge-Dværg,
Til Kjæmpehøj Du fik et Himmelbjerg.
Det er Olympen med sin Gude-Hær,
Opskudt paany i Sjællands Bogelunde
Til Udsigt vid i Aftenrødeskjær
Henover Storværks Strøm i alle Sunde:
En Klippe-Grundvold for et Kjæmpe-Slot,
Et Lidskjalv for vort Nordens Asa-Drot
Legemlig og sjælelig Sygdom og Helbredelse i 1844.
Konflrmation paa Tuborg.
Vaaren d. A. (1844) blev Grundtvig angrebet af en
Art Kusma (paa Trondhjemsk: Kind - Tasker), som paa
Dansk kaldes „Faaresyge". I sig seiv var Tilfældet nu
ikke farligt, men ved Uforsigtighed frembragte det endel
Forstyrrelse i Legemligheden hos ham. Herunder faldt
han i en saadan Angst og Bekymring for sin Sjæls
Frelse, som han ikke havde oplevet siden 1811. Han
felte sig i den aandelige Døds Magt og skal i sin
Våande have kommet med Udbrud som, at han var et
„Djævelens Barn"; da hans Hoved var ørt imellem: „Vanvid
trued og Vennerne grued". Den, som kunde lindre hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
