Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra 1848 til 1853 - Under mit Ophold i Kjøbenhavn i 1848
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Under mit Ophold i Kjobenhavn i 1848.
304
ihærdige Bestræbelser, under Tilraabet: ..Her er en Nord
mand", engang med Tilføjende: ~han kommer fra et
kjært Land-’, at jeg naaede op til den gode Plads, jeg
fik, og da Grundtvig kom frem til Taler-Bordet paa
den brede Forliøjning i den inderste Del af Salen og saa,
at det besværede Folk at holde sine Hatte i Trængselen,
siger han straks: ~Vær saa god at hænge Hattene
paa de Knagger, som de er gjort til!" Og straks
kom Hattene paa Hovederne.
Før eller efter Grundtvigs Tale oplæste daværende
Student (fornen Seminarist), nu afdøde Sognepræst Al gre en,
en begrundet Opfordring, jeg mindes ikke fra hvem, til
Forsamlingen om at holde paa Grundtvig som Rigsdags
mand. Opskriften til Grundtvigs egen Tale findes i Iste
Aargang af „Danskeren", 1848, under Overskriften:
~Dansken i Yartou og Dansken i Nyboder". Frist
elsen til at nedskrive næsten den hele Tale maa over
vindes, men hans Ord deri om hans eget Forhold til
Modersmaalet og til Holmens Folk maa dog her
medtages. Han begyndte da, som følger:
„For endel Aar siden, mens jeg boede ude paa
Kristianshavn, gik jeg engang i Morkningen under
Børsen bagefter et Par halvvoksne Skibsdrenge, der
forde deres egen Snak med hinanden, uden at bryde sig om,
hvem der horde paa dem, og da jeg gjerne altid har havt
mine Øren med mig, saa mærkede jeg straks, at Talen var om
en af Kammeraderne, som ikke havde ført sig ganske
ordentlig op, og havde maattet bode lidt med Kroppen;
thi den ene spurgte: Hvordan gik det ham saa? og den
anden svarede med højeste Rolighed: „Ih, han maatte
strygeUndersejlene, du!1’ Den Talemaade „at stryge
Undersejlene-’ havde jeg aldrig i mine Dage hørt før
end dengang, og derfor husker jeg den lille Historie saa
længe jeg lever, men jeg forstod dog Meningen lige paa
Timen, fordi det var i den ga mm el dan ske Stil, saa,
hvor jeg var Barn, kaldte de den samme sørgelige Be
givenhed ..at stryge Sejl for Kronborg."
Paa saadanne Lignelser, som vort dansk e Mo der s
maal vrimler af, er det først ret, man ser, at vi Dan ske re
er af Art allesammen. hvad Ty ske r ne, de store Land
krabber, kalder So bunde, men hvad vi, som kan bevise,
vi hører ikke til de Umælende, kalder Søfolk, som,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
