Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fra 1848 til 1853 - Særskilt fra Rigsdagen 1851—52
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Særskilt fra Rigsdagen 1851—52.
540
at der snart kan blive faa, ja, altfor faa tilbage, og til
de mange grønne Grave, som Taarepilen skygger over og
Savnets Kjærminder blaane paa, maa vi nn ogsaa lægge Joa
ch imFre der i k Scho uw s, ved hvis Baare den store Sørge-
Skare vidner om, at det var noget Stort og Godt, som
Danmark vandt ved hans Liv og tabte ved lians Død.
~Der er vist ikke faa i denne Sørge-Skare, som stod
den hedenfarne Hædersmand langt nærmere end jeg, baade
i fortrolig Omgang og i Fællesskab om de store videnskab
elige og borgerlige Udsigter, som fyldte og bevægede
lians Sjæl, og styrede lians rolige og betænksomme Skridt
paa Livs-Banen, men saa megen Grund-Enighed og saa
venligt et Forhold fandt dog. trods ai Forskjellighed, gjen
nem en Menneske-Alder, Sted mellem os, at jeg tør vente
Sørge-Skarens Opmærksomhed ogsaa for et Ord fra disse
Læber ved hans Baare, og da især for et Ord, som vi
begge fandt dybere end vore egne og vare langt enigere
om end de fleste.
„Ja, det hellige Ord: Aandens Sands er Liv og
Fred, dette Ord. hvorpaa jeg her vil lægge Vægt. det
tør jeg sige er et Ord, som denne ægte Dannemand og Viden
skabsmand ønskede i Spidsen for sit Eftermæle, og det
tør jeg sige er et Ord, som sjelden er bedre paa sit Sted
end ved hans Baare, hvis hele Levnetsløb forkynder, at
det var ikke blot hans Yalgsprog. men hans faste, nrokke
lige Grnndsætning: Liv i Alt, og, saa vidt nmligt, Fred
i Livet.
„Ja, højtærede Landsmænd! der er en Fred i Døden
og en Fred i Graven, der hos os er blevet til et Mund
hæld, som om det var den en este Fred, Menneske-Livet
kunde tinde paa Jorden, og den Fred har især hos os
haft mange Talsmænd og endnu langt flere Tilbedere;
men hvor udmærket fredelig end den Sav ne de var,
saa hørte han dog til Ingen at disse, kunde ikke høre til
dem, fordi Li vet i sin fri Bevægelse var ham det Første,
det Uimdværlige, i det folkelige og borgerlige Sam
fund saa vel som i Kunst og Yidskab, saa at, nåar dette
Liv ikke uden Kamp kunde faa Lov til at røre og ud
vikle sig i Fred, da foretrak ogsaa lian Kampen; og
Danmarks uundgaaelige, udvortes og indvortes Kamp
for levende og fri Tilværelse, en Kamp, livori han tog aaben
og hjertelig Del, beviste dette bedre end mange Ord!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
