Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202
Digtningens Udgang er her tragisk: Helge fælder i Kam
pen Sigruns, sin Elskedes, Fader Hogne og dræbes til Hævn
derfor af hendes Broder.
I denne Digtning fremstilles Sigrun i stærk Modsætning
til den halvt guddommelige Seiermø i det første Kvad, hvor
hun dog er Hognes Datter.
Nær beslægtet med Opfatningen af Sigrun i første Kvad
er den, vi finde i Strophe 5— 13 af det andet Helgekvad.
Her er Sigrun, uden at Helge véd det, tilstede i Slaget, da
han fælder Hunding, og hun ser Helten i Langskibets blodige
Stavn, da Bølgerne gaa høit. Men kun i de til disse Stro
pher knyttede Prosastykker siges det udtrykkelig, at Sigrun
red gjennem Luft og over Hav, og vi kan ikke af de nævnte
Vers skjønne, hvorvidt hun færdes alene eller med en Flok
af andre Møer.
Derimod i det gamle Volsungekvad (H. Hund. II 14— 18)
og navnlig i Digtningen om Helges Død fremstilles Sigrun
som en rent menneskelig Kvinde, der af Kjærlighed forlader
Fader og Brødre for at følge den Mand, hvem hun priser
som den herligste af alle. Hun bliver hans Hustru og føder
ham Børn. Hun kan ikke andet end følge ham, men volder
derved baade sine Frænders og sin Husbonds Drab. Skjæb
nen har bestemt, at hun ligesom Hild skal vække Kamp. I
Digtningen om Helges Død er Sigrun varm, inderlig og liden
skabelig i sin Kjærlighed; hun klynger sig fast ved den ind
1 Døden.
Hun optræder her alene, drager ikke væbnet i Kamp
foran Møers Flok, men selv paa Valen mellem Ligene søger
hun sin Elskede. Det er til Krigeren, ham der øver Odins
høre disse Ord »græd Sigrun*. Og fordi hun græder, siger
Helge (II 29) » Trøst dig, Sigrun!* Det er übevisligt, at en
Digter ikke i en og samme Digtning skulde kunne skifte Verse-
maal. Overgangen til det mere lyriske Versemaal ljodahåttr
i II 29 synes mig virkningsfuld.
Jeg holder det ogsaa for übevisligt, at Digteren har be-
handlet Sagnet udelukkende i sammenhængende Stropher uden
Prosastykker. Mere herom siden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
