Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Bønder - IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
194
tscheckhof:
af Sult baade Nat og Dag, og dens ynkelige Stønnen
gik Marie tvær til Hjærte. Det knagfrøs lige fra
Begyndelsen af November, og Vinteren trak saa længe
ud, at det endnu sneede stærkt hele Paasken igjennem.
Men endelig kom Foraaret da. I Slutningen af
April skete der et Omslag i Vejret, og Solen fik saa
megen Magt, at Isdækket paa Floden brast. Engen,
der indrammede den, blev til en eneste stor Sø, og
Traner og Vildgæs kom dragende og skreg Vaaren ind.
Naar Olga stod oppe paa Randen af Skrænten og saa’
ud mod Aftenhimlen, der straalede som Guld og
kastede sit røde Skjær over Kirkens Kupler, randt
Taarerne ned ad hendes Kinder, og hun følte da en
Længsel efter at drage langt, langt bort — lige til
Verdens Ende. Og det var jo ogsaa allerede besluttet,
at hun atter skulde vende tilbage til Moskva, hvor
hun havde faaet Plads som Stuepige. Kirjak skulde
ledsage hende; han vilde ikke længer falde Familien
til Byrde, men søge at slaa sig igjennem som
Gaards-karl eller som Portner.
Saa snait Vejene blev farbare, drog Olga afsted.
Hun og Sascha forlod Hytten ved Daggry, og Marie
fulgte dem et Stykke; men Kirjak var ikke med, han
var bleven syg og maatte derfor foreløbig holde sig
hjemme Olga kastede et sidste Afskedsblik over til
Kirken, bad en stille Bøn og tænkte paa sin Mand.
Hun var i dette Øjeblik bedrøvet over at skulle forlade
Landsbyen og Bønderne, for hun mindedes den
Deltagelse, alle havde vist hende, da hun stod grædende
ved sin Mands Kiste. Hun havde ofte været tilbøjelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
